Klokken halv syv, vågnede Spunken. Så må man jo hellere selv vågne, og her to timer efter begynder jeg så småt at få øjne. Det har også krævet en halv kande kaffe…
Vi har spist dejlig morgenmad, og nu ser vi Emil fra Lønneberg. Jeg tror aldrig jeg blir’ træt af at se på Emils skarnsstreger. Helst ville jeg se det på svensk, men når det endelig skal være er det ok at høre på Thomas Windings rare stemme.
Jeg har sagt det foer – og jeg siger det lige igen: for hulen, hvor er han da bare soed, den knaegt. :)
Tak søde Tina. Han er en lille charmør :-)