Kategori arkiver: mig

Mens vi venter

Mens vi venter på bank, ejendomsmægler og i det hele taget på at rykke videre, ind i huset, blir’ der surfet og snakket.

Vi kigger vitrineskab, indretter stuen, snakker om børnesikring af trappen og jeg overvejer at lave en “haveredskaber til Therese”-indsamling. Der er en STOR have, der kræver megen kærlighed. Jeg har ikke engang et skuffejern, og tænker, det kan da være at der er nogen der har nogle gamle slidte haveredskaber, der kan være en fin start. Det må jeg lige se på, hvis det blir aktuelt.

Vi holder vejret.

Om lidt skal jeg til kostvejledning. Spændende. Der er stadig 8-10 kg fra graviditeten der skal af, og også nogle udover det. Så længe jeg ammer, skal jeg ikke være på skrump, men jeg kan godt få nogle gode vaner ind, samt nogle idéer til hvad jeg skal gøre når jeg går helt kold i løbet af eftermiddagen, og KUN har lyst til en stor bøf med salt og sovs…(det dér med en håndfuld mandler, virker ikke på mig…så hun må gerne hoste op med nogle andre tricks).

Postet i bolig, mig | 10 kommentarer

Ganske ok aftensmad

Lidt salat af gulerod, tomat, agurk, hovedsalat og rød peber. En creme af tre avocadoer, lidt citronsaft og et fed hvidløg. To kyllingebryster, skåret i stykker, på panden med spidskommen, løg, røget paprika, stærk paprika og peber. En pakke med tortillaer, og en mango skåret i små stykker.

Blande blande, spise spise. Helt i orden aftensmad.

Spunken skulle derefter ha’ sin jordskok/gulerod/persillerodsmos med risgrød, men ikke om jeg kunne lokke det i ham. Han suttede istedet lidt på noget pære, og derefter fik han en tår bryst. Drengen var så træt at han ikke kunne hænge sammen, så nu ligger han i sin vugge. Uden godnatsang, godnathistorier, eller noget som helst. Måske han vil ha’ det, når han igen vågner om en time.

Kjærsten og jeg, har i hvert tilfælde lige en time for os selv, og mon ikke der skal dimses, se tv og drikkes lidt varmt.

På min Facebook side, er der snart 100 der følger med. Her til aften postede jeg et billede derinde, og vil i det hele taget forsøge at bruge siden lidt mere, for at se om jeg har fidus til det.

God aften til jer.

Postet i mad, mig | Skriv en kommentar

Året der gik

Det er tid til et tilbageblik, på 2011.

Januar:
Vejret var smukt, husker jeg, men koldt. Jeg pendlede frem og tilbage til Hvidovre, til scanninger og det var også i januar måned at vi fandt ud af at Spunken var en dreng. Jeg nåede halvejs i graviditeten, med kun tre kg ekstra på sidebenene (så hvordan pokker endte den på +18??)…
De hyppige besøg hos læger på Hvidovre, gjorde mig godt – og jeg blev stille og roligt min lægeskræk kvit. Blomsterne, var en belønning til mig selv :)

Februar:
Jeg begyndte til graviditetsyoga, og det var bare så godt. En sandwich med varm gedeost, gav mig en voldsom madforgiftning – og jeg har det stadig en smule svært med gederulle. Bagerens fastelavnsboller, var ekstra gode, eller også var det graviditetshormonerne der var ekstra glade for fløde? Det bedste i februar, var dog at Kjærsten gik på knæ – og jeg sagde selvfølgelig ja. Vi havde den 27. februar, kendt hinanden i to år.

Marts:
Jeg fik to nye gadgets. En til kaffe, og en til at surfe på. KT Tunstall, leverede en fantastisk koncert, som gjorde mig glad i mange dage.
Vi fik endelig sat ansigt på Spunken, da vi så ham i 3D.

April:
Endelig blev det forår, og jeg blev tykkere og tænkte mere og mere på bryllup. Pædagogsandalerne, var dog ikke en del af mine tanker om bryllupskjoler, men de var rare at gå rundt og være tyk i…
Mette og jeg, smuttede en tur til Malmø, og købte ingenting, for vi havde slet ikke brug for noget ;-)

Maj:
Jeg blev endnu tykkere, og kunne ikke længere ha’ min forlovelsesring på fingeren. Måske hjalp det ikke så meget, at jeg grovåd is…næsten dagligt…
Den store mave, blev dekoreret noget så fint, og noget af alt Spunkens udstyr ankom.

Juni:
Jeg havde termin i Juni måned, men Spunken ville ikke ud. Jeg fik enda det frygtede brev, som andre blog-mødre også har fået. Kjærsten var dog den dejlige, der holdt mig ud – og fodrede mig med hjemmelavet mad eller tog mig med på kebabbar, klokken mange om aftenen.
Nå ja, og så åd jeg jordbærtærter, sådan cirka hver dag…

Juli:
Spunken ankom, efter en fødsel lige præcis som jeg gerne ville ha’ den (næsten). Kjærsten og søsteren var med, og jeg var så heldig at Spunken blev modtaget af de jordemødre, jeg i ni måneder, havde gået til kontrol hos.
Det krævede tid, tilvænning, tårer og masser af brændstof, de første uger, men vi fandt hurtigt melodien. Det var og er, det største jeg nogensinde har oplevet.
Så fik vi fik besøg fra Norge, hvor Spunkens morfar, kom på besøg. En dejlig weekend, var det.

August:
Jeg blev for alvor, babyblogger. Spunken tog alle mine tanker (og al min søvn). Jeg fyldte 30, og det var slet slet ikke så farligt som jeg havde troet. Der var trilleture, babydikkeri og hygge, på tapetet.
Vi fik den første “nemlig-levering”, og har fået det lige siden.
Så fik vi lov til at låne et sommerhus i Hornbæk. Det var så skønt, at ha’ lidt ferie, selv om vi lige var blevet forældre.

September:
Der var valg, og Spunken var med i stemmeboksen. Efteråret kom snigende, og jeg havde ikke meget tid til bloggen – medmindre det var billeder af Spunken der skulle deles (eller noget om mad….).

Oktober:
Jeg forlod baby.dk, et forum som jeg ellers havde været rigtig glad for. Spunken blev ofte fotograferet, og måtte finde sig i meget. Samtidig begyndte han at lave sjove grimasser, og finde på skøre ting. Jeg droppede kaffen, for en stund, for at se om det gjorde noget ved Spunkens søvn, men nej. Derfor kom kaffen tilbage igen. Jeg begyndte at ha’ mere overskud, og gik en del i køkkenet.
Vi startede med madplaner, og det holdt i et stykke tid. Efterhånden, løb det dog ud i sanden – men jeg overvejer at forsøge igen, snart.

November:
Så var det virkelig blevet efterår, og de daglige trilleture blev våde, men farverige. Spunken blev døbt, og fik navnet “Isaac Cornelius Elmkvist Gensmann”.
Spunken begyndte at få fast føde, og var ikke helt med på det i starten. Nu slubrer han dog to portioner i sig, om dagen.
Vi blev bilejere, og kørte hyggeture i den labre Ford Focus.

December:
Julemåneden, og Spunkens første af slagsen. SÅ hyggeligt, med børn og jul. Jeg glæder mig allerede til næste år, når han kan forstå mere af hvad der foregår.
Jeg fik dejligt besøg fra Fyn, et besøg som jeg ofte tænker på, og som jeg håber gentager sig. Jeg gjorde mig også store tanker, om livet efter barsel…
Vi tog den nye bil på udflugt, op til Plummelummen.
Spunkens første juleaften, var så dejlig, og juledagene blev tilbragt sammen med min mor og senere daffede vi til Jylland.
Og pludselig var året slut :-)
Hvad mon 2012, har i vente? Mon ikke Spunken kommer til at gå sine første skridt, og vi finder et nyt sted at bo? Vi når nok ikke at blive gift i år, men hvem ved. Jeg skal se mine dejlige veninder, en masse, har jeg bestemt, og forsøge at lægge amme-madvanerne fra mig, og erstatte dem med mere grønt. Vi skal en tur til Norge, og måske et smut til Sydfrankrig.

Jeg glæder mig til 2012, og til at dele det med jer!

 

Postet i mig | 2 kommentarer

Tør man gå den vej?

20111219-130932.jpg

Postet i mig | Skriv en kommentar

International pakkesmølf

Så skal jeg da lige love for at jeg har ordnet postsager i dag.

  • Skrevet, pakket og slikket på knap 20 takkekort fra dåben.
  • Sendt julegaver til Norge.
  • Sendt julegaver til Luxembourg.
  • Sendt julegaver til London.
  • Hentet julegaver til os, fra oldemor i Norge.
Nu vil jeg læne mig tilbage, mens Spunken tar’ sig en lur. Kun én julegave mangler, og det er da lige til at klare (hvis ikke Kjærsten kun ønskede sig uromantiske ting på p-skive, el-tandbørste og powertools).
Postet i mig | Skriv en kommentar

Begravelses-march…

Ja, eller noget der minder om det, spiller vores “Roomba”, når jeg forsøger at tænde for den. Man tvivler ikke på at den er død, og nu skal der spares op af frøkenens lommepenge, for der må meget gerne flytte en ny robot ind på matriklen. Gerne en der er lidt bedre, så den kan klare Kattens fællerier – evt. sådan en her.

Forleden var der en robotstøvsuger på bud, hos Downtown, men den skulle ikke være så god, desværre. Der var ellers en del at spare.

Er der flyttet en robot ind, hjemme hos dig?

Postet i bolig, mig | 12 kommentarer

Godnat, eller godaften

Jeg er på vej i seng, selv om klokken kun lige er blevet 21…. Hele dagen har jeg været træt, og nu kan jeg ikke holde øjnene åbne meget længere. Spunken er lige blevet lagt, og er jeg heldig, sover han de næste to timer.

1-2-3, sooooov.

Postet i mig | 2 kommentarer

Der er så meget jeg gerne vil nå

Ihh, jeg synes hele tiden jeg er bagud. Bagud på hjemmefronten, hvor jeg gerne vil lave adventspynt, rydde op i køkkenet, gøre klar til at julen kommer lige om lidt, sylte rødbeder (!!), købe lækkert sengetøj og shine soveværelset op…osv..osv.

På bloggen, er der masser af indlæg jeg gerne vil skrive. Indlæg om Spunken, om hans fine dåbsgaver, om alle mine smukke orkidéer, billeder fra mange trilleture, ord om moderskab, ord om jul, ord om veninder, ord om tanker…

Mon ikke der kommer tid til det hele, lige pludselig?

Nu vil jeg drikke min kaffe, lytte til Spunken der beatboxer, og glæde mig til at jeg snart skal mødes med en Sifka, en Reiter, en ‘Gitze, en mandagspige, et madmenneske/husejer og andre skønne kvinder.

Postet i blogging, mig | 10 kommentarer

Naturlig parfume

Ude i mit køkken, dufter der lige nu fantastisk. Kilden, er en bunke kvæder. Efter Liselottes tryllerier, besluttede jeg mig for at jeg også ville lege med den dejlige frugt, og jeg tror det skal være cotagnata/membrillo og måske noget marmelade, der skal laves.
Kjærsten blev spurgt om han ikke ville købe nogle med hjem, på vej hjem fra kontoret. Det gad han godt.
Jeg får sikkert brug for flere kvæder, når jeg først går i gang, og så er det jo skønt at vi har “Din Baghave”, lige i nærheden.

Nu drikker jeg en kop te, og nyder at Spunken har sovet 2.5 time, for første gang i meget lang tid. Ahhh.

Godnat, lige om lidt.

Postet i mad, mig | 3 kommentarer

Den første blå

Duften, som jeg ikke har duftet siden det tidlige forår, er tilbage. En blå hyacint, har fundet vej ind i stuen. Om aftenen får den selskab af tændte stearinlys, og om dagen står den helt selv og bringer lys og duft.
Den første, af mange, tror jeg.

De blå, er mine favoritter, men til jul, kommer der flere hvide ind på matriklen. Ikke for mange, for duften blir’ hurtigt overdøvende.
En amaryllis, står også i stuen. Den er ikke helt sprunget ud endnu, og en ensom “trompet”, står og trutter ud i luften. En dag eller to, går der nok, før den er helt udsprungen. Underlig blomst.

Hvad er dine blomsterfavoritter, denne tid?

Postet i bolig, mig | 4 kommentarer