Fed familietur i Fields

Bilen blev pakket, med vogn, træt baby og habengut. Adressen blev tastet ind på Kjærstens iPhone, og så blev vi ellers guidet ud til det dér Fields, i den store familievenlige lånebil, med skydedøre og kopholdere.
Spunken faldt i søvn på vejen, og kunne sovende lægges i vognen. Så var vi klar til vores erinder. Først var det søgen efter en GPS (for det ku’ være rart at ha’ sådan en, istedet for at bruge telefonen), men ak – de havde ikke den vi søgte, på lager, og sælgeren anede bjælde om navigationssystemer, så vi gik tomhændede derfra.

Så gik turen i skobutik, og jeg fandt nogle meget fine babysko, i sort skind. Men ak – de havde kun to højresko. “Måske har vi solgt to venstre”, var sælgerindens forklaring…..(stram op Skoringen).
Jeg gik i Aldo, for der havde jeg set et par fine sko til mig, men ak – dem havde de ikke hjemme.

Derefter gik vi op og købte os en burgermenu, og gik derfra med kvalme. På vej mod parkeringskælderen, gik jeg forbi helsebiksen og købte noget grød til Spunken (han skal ha’ smagsprøver om tre ugers tid, så godt at ha’ det hjemme), derefter en lille is til at holde kvalmen ved lige og så kørte vi hjemad.

Så har familien sgi’ været på tur 😉

1 comments
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om