En uge er gået, men ikke på den lade side

ugen-der-gik
Vi ligger ikke på den lade side herhjemme. Kun lige når det gælder blogskriveriet. Selv de sociale medier, har fået mindre besøg, for der har været nok at se til.

Både Kjærsten, Spunken og jeg har været til frisøren. Ikke i samme omgang, men hver for sig. Spunken blev klippet af smukke Caitlin, som han sidder og sender lange blikke efter. Ingen tvivl om at han er fascineret af blondiner, hi hi.

Jeg blev klippet – meget – og farvet. Det er skønt at få piftet håret op igen, efter 13 måneder uden en frisørs indblanden. Nu er alt “graviditetshåret” begyndt at falde af, så jeg fælder virkelig meget. Det fandt frisøren ud af, da hun efter en hovedbundsmassage og en vask, skulle rede mit hår ud. Det var simpelthen blevet så filtret, at hun måtte bede en kollega om hjælp. Der stod de så, to personer, med hver deres kam. Til sidst foreslog jeg selv saksen, og nu er håret nok 20 cm kortere. Men pyt. Jeg kan samle det i en hestehale. Kjærsten kalder det en “fresh fitness hestehale”…sådan en der gynger når man går 😉

Vejret har været SÅ smukt, så det er også blevet til et par dage i haven. Spunken har genset sin sandkasse, mens Kjærsten og jeg har ryddet op i haven. Max har det med at slæbe pinde, papkasser, urtepotter og andre sager rundt på græsplænen. Nu er der ryddet op, og mine krydderurter er klippet ned. De nye spirer er godt på vej, og jeg kan glæde mig over at vinteren har været så mild at selv citronverbenaen har overlevet i en krukke udenfor.

Vi er i fuld gang med forberedelserne. Nu er vi endelig færdige med håndværkere inden dåben (der kommer så nogen efter påske igen), men køkkenet er næsten færdigt og gangen er blevet rigtig fin. Kjærsten fik malet gangen i går, de steder hvor der er revet en væg/dør ned. Det pyntede og nu mangler der virkelig noget pynt på væggen derude. Måske når jeg en tur til Vanløses glarmester/rammemand i morgen. Han har både rammer og plakater. Jeg fik jo et smukt maleri af min mor, som jeg gerne vil ha en i en ramme. Jeg forestiller mig at det kunne hænge på væggen mellem køkken og spisestue.

I dag var det meningen at “Tante Mette” skulle komme og hjælpe mig med at gøre rent. Alle de “små” ting som fejelister, stikkontakter, vindueskarme og overflader, trænger til Ajax. Desværre er Spunken småsløj, og jeg ta’r ingen chancer. Han får en hjemmedag, og så må gæsterne leve med støv i krogene. Sådan må det være. Forhåbentlig er maden så god, og drikkevarerne rigelige, så de ikke får tid til at stryge en finger på overfladerne 😉

Nu vil jeg få sat en vask over. Det gik op for mig at Spunken ikke har et eneste par jeans rene…ikke så smart, når det nu er det han skal ha’ på til barnedåben. Ellers ville det ende med joggingbukser og sort blaser 🙂

7 comments
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om