7 In gajolen

Første møde med feberkramper

IMG_0069Af og til sker der noget, som man ville ønske man kunne være foruden. Man ser noget man ville ønske man kunne slette fra nethinden, for det kan være så frygteligt at maven slår knuder hver gang billedet “popper op”.

Mandag sen aften, fik Gajolen feberkramper. Hans lille krop på sofaen, armene der spjættede, øjnene der blinkede og vendte det hvide ud… de grimme lyde af gispen efter vejret… Det vil tage lang tid før jeg har de billeder ude af sind igen, og det trækker tårer hver gang jeg tænker på det. Jeg var simpelthen så bange, ja rædselsslagen. I et øjeblik var jeg bange for at miste ham for altid, derefter var jeg i nogle minutter bange for at miste ham som jeg kendte ham – bange for at hjernen havde taget skade. Da han lå slap på min arm, med boblende savl ud af mundvigen.

Det er sikkert væmmeligt at læse om, men på en måde hjælper det at skrive ned…så jeg fortsætter lidt endnu.

Efter en dobbelt telefonsamtale med 112 – både Kjærsten og jeg ringede – ringede jeg hulkende til Sidsel. Min veninde fra mødregruppen, som bor lige i nærheden, og som jeg ses en masse med. Hun kom med det samme, og mens Kjærsten pakkede en taske, stod hun og holdt om mig – og Gajolen. Han lå helt nøgen og slap på armen, og jeg stortudede. Selve feberkramperne var overstået på et par minutter, og derefter gav jeg ikke slip på Gajolen. Han blev på mig, ind til ambulancen kom. Så tog jeg gummistøvler på, og gik ud og satte mig på båren. Jeg gav ikke slip.

De var så søde de to der kørte os til Hvidovre. De lyttede, kiggede, trøstede, fortalte – alt i et roligt tempo, så jeg selv stille og roligt slappede af. Gajolen var slap, så han fik en iltmaske. Jeg sendte kærlige tanker til Kjærsten, der havde en frygtelig køretur ud til hospitalet, for han havde ikke hørt alle de beroligende ord. Kærlige tanker blev også sendt til Sidsel, som sad i stuen og passede på den sovende Spunk og den forvirrede hund.

Resten af natten gik godt. Vi blev taget godt imod på børnemodtagelsen. De er simpelthen så søde derude, og jeg fik tudet noget mere. Blev trøstet af sygeplejersker og læge, samt tilbudt at blive indlagt natten over. Det takkede jeg ja til, for jeg følte mig ikke spor tryg ved at skulle hjem – hvis nu han krampede igen.

Det skete heldigvis ikke, og tirsdag formiddag kom en meget sød læge ind til stuegang. Hun fortalte om hvor ufarlige feberkramper er, at Gajolen var et “ukompliceret krampebarn” og jeg havde gjort som jeg skulle. Derefter blev jeg instrueret i at give børnepanodil så snart temperaturen kommer over 38 grader, og klæde ham af så han ikke bli’r for varm. Til natten må han gerne få 250 mg, så den holder temperaturen nede i et godt stykke tid.

i-en-seng-pa-hospitalet

Vi kom hjem, og siden har jeg på klokkeslettet givet febernedsættende, målt og observeret. Hele dagen i dag, har Gajolen været feberfri men her til aften har han igen fået 38,2. Han er nu puttet – efter at ha’ fået panodil – og så varer det nok heller ikke længe før jeg selv går i seng. Jeg er grundtræt. Nok af hele tiden at være på vagt, og hele tiden kæmpe mod de grimme billeder der stadig dukker op. Det vil tage sin tid at komme ovenpå denne omgang, men det går den rigtige vej.

Jeg er så taknemmelig for alle de søde beskeder, opkald og tanker vi har fået fra venner og familie. Sidsel sendte blomster i går – søde menneske. Tænk at have så dejligt et netværk – enda efter at ha’ bitchet over  veninderne, sidst jeg skrev her på bloggen.

Skulle du have lyst til at blive klogere på feberkramper, kan du læse en meget oplysende folder her. Lægen irriterede sig dog over at den står i forbindelse med epilepsiforeningen, men som hun sagde så var det dem der havde pengene til at lave folderen, da den skulle laves. Man behøver ikke bekymre sig om at ens barn får epilepsi senere i livet – det er meget få der gør det.

You Might Also Like

7 Comments

  • Reply
    Stine aflrismen
    torsdag 17. marts 2016 at 21:45

    Vi er blandt de få med barn med epilepsi – hun krampede 10 min af gangen da hun debuterede med anfald da hun var 8 mdr. De minder en smule om feberkramper og det var hæsligt. Særligt at skulle gennem EEG’er hvor jeg holdt hende fast en hel time hvor hun græd ulykkeligt. Og MR scanning i fuld narkose og 4 dages ventetid på om hjernen havde taget skade. Hun er rask nu (for den særlige type epilepsi) men er særligt disponeret for at udvikle andre typer og for at få feberkramper. Den har vi til gode at opleve og jeg håber vi slipper for jeg tuder når hun i søvne spjætter fordi det har været så hæsligt ikke at kunne gøre noget under de lange anfald.

    Godt I “slap” med almindelige feberkramper og godt de tog sig godt af jer. Man går en lille smule i stykker hver gang håber ikke I skal den tur igennem igen.

    Studsede dog lidt over 250 ml Panodil – det er sørme godt nok meget! Vores datter på 12 kg får 6 ml eller en stikpille på 125 mg.

    Rigtig god bedring med ham og tanker til dig <3

    • Reply
      Therese
      torsdag 17. marts 2016 at 21:49

      Uha, Stine. Det lyder godtnok væmmeligt !! Kæmpe kram til dig. Jeg fik lov til at bruge 250 mg til aften. Dog kun i stikpilleform. I flydende skal jeg holde mig til det der står til hans kg.

      • Reply
        Stine aforismen
        torsdag 17. marts 2016 at 22:46

        Mere end væmmeligt. Men nu er vi på den gode side af det. Men jeg bliver stadig bange. Vi har stesolid i køleskabet og i dagplejen. Og jeg har altid en med i tasken!

        Jeg troede det var 250 ml – to stikpiller lyder mere rimeligt! Vi er også instrueret i at give Panodil når feberen bliver høj, det gør det heldigvis sjældent.

  • Reply
    Marion
    torsdag 17. marts 2016 at 22:25

    Kære Therese, tusinde tanker til dig og din lille familie, det er så forfærdeligt med syge børn, godt at han er ved at komme sig

  • Reply
    Lene
    fredag 18. marts 2016 at 11:03

    Kære Therese, det er så væmmeligt når man for første gang ser et menneske krampe, og når det så er ens eget lille dyrebare barn, ja så vil verdenen gå i stå og alle mulige grimme tanker dukke frem. Godt at I fik god støtte og oplysning fra dem omkring jer.
    Og jeg er en af dem, der har haft feberkramper som barn, så jeg holdt øje, da mine børn fik feber, men de fik det aldrig. Og selv om jeg, før jeg fik mine børn, havde passet mange børn med feberkramper og været den, der skulle berolige, informere og støtte, så ved jeg, at jeg ville have reageret fuldstændig ligesom dig. Knus til jer og god bedring med det lille pus 🙂

  • Reply
    Celena
    fredag 18. marts 2016 at 16:05

    So sorry, mamma, that you had to go through this (and Gajolen too!)… Sending you hugs from afar! xox

  • Reply
    Abildjyden
    søndag 20. marts 2016 at 06:59

    Hvor er det godt du har fået skrevet om det, det er så vigtigt at få sådan en ubehaglig oplevelse fortalt vidt og bredt, kommer det ikke ud, kan den forblive som et ar, der kan blive større ved ekstra opfyldning. Og skønt du græd, for det er med til at få skabt plads og overskud til at være der efterfølgende.
    Min yngste har hørt mødre fra hendes mødregruppe give børnepanodil lidt efter samme opskrift, dog til børn der ikke har været ramt af feberkrampe. Da hun kun vil give medicin eller børnepanodil hvis det er efter lægens anvisning, tog hun snakken med egen læge, og kan bekræftede hende i den holdning, der skal være en speciel årsag til hvorfor små børn får medicin.
    Jeg sender de varmeste tanker, knus og kram til jer alle.

  • Leave a Reply