Tirsdagstippet #5

Dagene går stærkt. Det er igen blevet tirsdag. En weekend med sygdom er omme, vi napper et par hjemmedage mere med mindstemanden. Mens han ser tegnefilm, kan jeg pleje bloggen lidt. Det er nu meget hyggeligt.

Ugens blogs

Kender du Lone Landmand? Hun skriver skarpt om landbrug, fødevarer, miljøet og dyrehold. Lige for tiden er der lammespam. Jeg elsker det!

Katrine står bag bloggen “Lilletut og mor”. Desværre en “Bloggers Delight” blog, men med en “ad blocker” på browseren, kan man orke at læse med.
Katrine er alene-mor, og skriver rigtig fint om sin datter, forholdet til x’en og hverdagens store og små begivenheder.

I disse tidlige forårsuger, er det dejligt at følge haveblogs. Dorthe Kvist, står bag en fin en af slagsen, samtidig med hun er en knivskarp havedesigner.
Havde jeg lidt flere penge på lommen, ville jeg elske at få Dorthe ud til forstadshaven og komme med en løsning på både forhave og baghave. Hun er damen der virkelig kan udnytte selv de mest umulige arealer.

Ugens børneapp fra 2 år

Jeg vil meget gerne anbefale “Nighty Night” appen. Den brugte jeg også til Spunken da han var lille, og nu er det Gajolen der siger godnat til alle dyrene i det sjove hus. Der er en hest, ged, edderkop, stork, ko, hund, fisk….ja, virkelig mange dyr. Man tilkøber nogle af dem, men den billigste udgave er også helt fin.

Ugens børneapp fra 5 år

Endnu en gang er det en LEGO app jeg anbefaler til de større. Når Spunken ikke spiller Ps4, spiller han gerne LEGO Movie spillet på iPadden. Jeg må indrømme at jeg ikke er helt nede med historien i spillet, men han er glad og synes det er et sejt spil 😉

Den vågne læser vil se at mange af de apps jeg anbefaler, er købe apps. Men det er der en grund til. Jeg er ikke tosset med de gratis spil der er fulde af reklamer. Mens børnene spiller et børnespil, kommer der pludselig en reklame for et krigsspil fuld af blod og splat…det gider jeg ikke. Så vi køber spil herhjemme. Når Spunken ønsker sig et spil til fx. 39 kroner, har vi en aftale om at jeg ta’r pengene fra hans sparegris. Så han selv betaler for dem. Så tænker han sig også om en ekstra gang, og vil ikke kun ha’ spil som han efter 5 minutter synes er kedelige.

Ugens tip til maven

Kål. Kål, kål og atter kål. Nu har jeg brugt min Lifesum app i en uge, tabt over 3 kg, og har det fantastisk i kroppen. Jeg er ikke sulten, har mere energi og er motiveret for en uge eller 30 mere.

Fintrevet spidskål med gulerødder. Lidt æbleeddike eller citron over, og et lille drys salt. Mmmm.
Eller et helt blomkål, halveret. Penslet med olivenolie, drysset med lidt salt og ind i ovnen på 200 grader i 20-30 minutter. Den får en skøn, pebret smag og er ikke “pruttet”.

Ugens hausfrautipp

Der skal spares…jo mere drengene vokser til, jo mere bli’r jeg mindet om at jeg inden længe har tre mænd på matriklen, som alle elsker spaghetti med kødsovs. For at slippe for at købe et helt kg oksekød, putter jeg alskens grøntsager i. Revet squash, et ekstra løg, revede gulerødder og rød peber i tern. Det krydres godt, for masser af smag mætter. Det bedste nye påfund, er at røre en omgang kogt quinoa i portionerne. Man kan få rød quinoa, og det blender 100% ind med kødsovsens farve, så der ikke lægges mærke til det. Voila, ekstra mæthed og ekstra næring.

Det var tirsdagstippet #5. Tak fordi du læste med.

2 comments
  1. Tak især for madtips. Med “den lille familie” boende nogle uger endu kan jeg godt bruge tips til “ekstra”mad. Apperne skriver jeg mig bag øret, til SødeFrida bliver lidt ældre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om