Hvad jeg ved om skolestart

Det nærmer sig skolestart igen. Nu skal Spunken starte i 1. klasse. Det er helt skørt at tænke på at jeg for et år siden havde flere sommerfugle i maven end han havde, og “googlede” løs om ergonomiske blyanter, skoletasker, tips og tricks til at gøre skolestarten bedst mulig.

Efter et år som mor til en skoledreng, er jeg nu faldet helt ind i rollen og skoleudstyret har holdt som det skulle. Derfor vil jeg gerne dele nogle af mine erfaringer med jer.

Skoletasken

Den lod jeg 100% Spunken bestemme (mens jeg håbede at han ikke valgte noget alt for tosset). Valget faldt på en taske fra Lego, og det var et helt fint valg.
Det er vigtigt at tasken kan lukkes foran på brystet, så vægten fordeles godt. I 0. klasse har de ikke mange bøger med, på Isaacs skole. Faktisk kun en postmappe og evt. biblioteksbøger.

Føl dig ikke fristet til at tage en taske der er et nummer større, så “den holder længere”. En taske på 16 liter, holder fint i 0. og 1. klasse. Når de når til 2. klasse, må man vurdere om barnets højde og øgede indhold skolesager, er grund til at købe en ny.

Derudover er det “nice to have” at tasken er hård i bunden. For børn tænker sgunte over om der er vådt på græsset eller hvor de lige sætter tasken når de er udenfor.
Regntæt er tasken fra Lego ikke, så hvis man cykler/går hver morgen er det fint at investere i et regnslag til skoletasken – eller imprægnere den.

Penalhuset

Også her fik Spunken selv lov til at bestemme. Valget faldt på det fine penalhus med trold på. Måske fordi vi på det tidspunkt havde set “Trolls” film og hørte dertil hørende soundtrack hver aften.

Det vigtige med et penalhus er at barnet selv kan åbne det. Selv putte blyanterne ind i “ringene” og få plads til det der skal bruges. Farveblyanterne tages ud MANGE gange i løbet af en dag, så det skal ikke være bøvlet.

Jeg tænker at dette penalhus holder de næste mange år, ind til lynlåsen er slidt op. Ingen grund til at købe nyt foreløbigt.

Indholdet i penalhuset

Det er et afsnit for sig. For hér er jeg blevet klogere.

Farveblyanter er det de bruger allermest – og som man som forældre står hver evig eneste aften og spidser. Det kan betale sig at købe nogle farveblyanter der er forstærkede indeni, så de klarer at ryge på gulvet. Det er SÅ træls at spidse og spidse for så at se spidsen knække af. Så ud med indholdet fra penalhuset (der er som oftest fyld i ved køb) og ind med nyt. I hvertfald farveblyanterne.

Viskelæder og blyanter, køber jeg altid fra “Faber Castell”. (reklamelink) Med et godt greb om blyanten. Spunken kan godt holde rigtigt på en blyant, men hvis dit barn kæmper lidt med det, kan jeg anbefale de små gummidutter man kan trække om blyanten. Eller en trekantet blyant.

Mit bedste tip er – køb en elektrisk blyantspidser. (reklamelink) Du bliver så glad, og det gør dit håndled også.

Madkasse og drikkedunk

Når man først har købt en skoletaske, kan man begynde at lede efter en madkasse der passer i den forreste lomme. I tasker fra Lego er der to muligheder. Enten denne fra Sistema, (reklamelink) eller de små som man blandt andet kan købe i BR med Minions, Frost, Cars osv til 40 kroner.
Det er muligt der er kommet flere det seneste år, men det er dem jeg har fundet der passer til den lille lomme. Siden lommen har termofoer, er det smart at have madkassen deri, hvis klassen ikke har et køleskab.

For drikkedunken gælder samme tip som penalhuset. Barnet skal selv kunne lukke og åbne den – klog af skade er det første ret vigtigt, for en halvt lukket drikkedunk i en skoletaske, er ret træls.

Spunken er mest glad for en drikkedunk fra Føtex. Med et sugerør ned i, og en dut der kan vippes op. Den er nem at bruge og vandtæt. Selvfølgelig BPA-fri. Det kan man se under produktet. Står der ingenting om det, så lad være med at købe det. Sørg også for at det du køber er godkendt til opvaskemaskine, da noget plastik ikke tåler for varme temperaturer og derved afgiver kedelig kemi.

Hverdagen i klassen

I Spunkens klasse har der været helt faste ritualer for morgenaflevering. Tøj af, ind i eget skab. Sko på sirlig række og derefter bliver madkassen lagt i køleskabet. Frugt og drikkedunk stilles op på et bord ved siden af tavlen/smartboardet.

Alt hovedbeklædning og ekstratøj, ligger i skabet. Så er det op til barnet at huske at tage det med videre hen på fritidshjemmet – ellers har der været åbent ind til skolen så man kan hente det om eftermiddagen 😉

Skoleskemaet hos os, er blevet planlagt uge for uge. Men jeg kan se på intra at det kun er i 0. klasse det fortsætter sådan. 1. klasse er mere struktureret.

Det er fedt hver aften at gennemgå morgendagen. Jeg har snakket med Spunken om hvad de skulle lave, så han har været forberedt. Det kan fx. være onsdag aften, at vi får husket at pakke biblioteksbøger, fordi torsdag er biblioteksdag. Måske taler vi også om hvad han kunne tænke sig at låne, så han leder efter det i stedet for at bare dimse rundt på biblioteket.

Skolen er lektiefri, men et par gange har der været en opgave i opgavebogen som han ikke liiige fik lavet færdig i klassen. Så har vi måttet gøre det om eftermiddagen i stedet.

Til slut

Skolestart er STORT. Især for forældrene. Børnene klarer det som oftest i fin stil, især hvis man som voksen slapper af omkring det. Flere steder i landet starter børnene også på fritidshjemmet før skolestart, så der får de mulighed for at møde de nye børn og skabe nogle gode relationer.

For Spunken var det så rart det hele, og da første skoledag kom havde han allerede mødt den nye lærer et par gange og sat et ansigt på hende. Så var det mere det med at lære nye rutiner der skulle læres, men der er 0. klasse så fint og roligt.

Jeg håber du kan bruge mit lille skriv til noget. Spørg mig endelig i kommentarfeltet, hvis der er noget du tænker på eller vil vide mere om.

 

– tak fordi du læser med

 

Kig endelig forbi Instagram. Der bliver dagligt lagt nye Stories op. Du kan også holde øje med nye indlæg på Facebook eller Bloglovin’ . Videoer bliver lagt op ind på min YouTube-kanal.

Du må også meget gerne tilmelde dig mit nyhedsbrev. Fra det nye år, sender jeg en gang om ugen et nyhedsbrev ud med ugen der gik på bloggen, links til ældre indlæg eller særlige nyheder kun til modtagere af nyhedsbrevet. Du tilmelder dig herude i sidebaren ——–>

1 comment
  1. Det er altid noget helt specielt når der tages hul på et nyt kapitel i børnenes liv.
    Den erfaring der høstes er dejlig viden og skønt du vil dele af dine erfaringer, her kan det forældrepar plukke guld.

    Skolegang i dag kontra da du begyndte, kontra da jeg begyndte – Pyha der er sket meget, rigtig meget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om