Tirsdagstippet #11

Halløj. Lad os lige sparke liv i en gammel traver igen. Det er to år siden jeg skrev “Tirsdagstippet #10”, så det er da vist kun på tide.

Min idé med det ugentlige indlæg fuld af links, var at dele alt fra bøger til huslige tips. “Linklove” til små brands jeg måske har opdaget, nye caféer eller den slags. Det vil jeg genoptage, og jeg håber du tager godt imod det.

Ingen af indlæggets links er betalingslinks.

Tirsdagstippet #11

Ugens blogs:

Selvforsyning i Landsbyen – Lottes fine blog, hvor hun deler ord og billeder fra deres liv på Fyn. Det handler om høns, køkkenhave og skønne opskrifter på alt fra simreretter til bagværk. Hun har en mere aktiv profil på Instagram, men jeg håber hun samler bloggen op igen og skriver mere derinde.

Curly Camper – Maria skriver om friluftsliv og er præcis ligeså outdoorsy som jeg ville ønske jeg var. Men hun giver mig lyst til at pakke drengene og et telt under armen, eller smutte ud til et shelter og overnatte. Det gider jeg faktisk godt. Bruge noget mere tid i naturen med drengene. Nu har jeg jo en ret rutineret spejderdreng, så han kan sikkert lære mig et trick eller to hvis vi smutter ud på en overnatning et sted.

Ugens gear:

Nutribullet – For lang tid siden gik vores 10 år gamle blender i stykker. Siden har jeg ikke købt en ny, men i stedet står jeg med en stavblender ned i en plastikkande. Det går lige an til frugtsmoothies, men det bliver ikke helt uden trævler og klumper.
Nu ønsker jeg mig en “Nutribullet”. Den er dælenmig smart, og så kan man snuppe sin greenie med i bilen, og lade en stå i køleskabet klar til Kjærsten.

iPhone 11 Pro – I sidste uge, så vi Keynote i det lille hjem. Det er lige før vi finder popcorn frem når vi ser Tim Cook præsentere – og jeg håber altid på at Jony Ive lægger stemme til en video fordi han har den rareste stemme i verden. Nu er han desværre gået delvis solo, så det er ikke meget man hører til ham.
Tilbage til telefonen. Den er ikke bare fed, fordi det er Apple. Lad mig være ærlig, vi ér en æbledame (selv om jeg er pæreformet, tøhø). Sådan har det været siden jeg fik min første iPhone.

IPhone 11 Pro, har det vildeste kamera. Jeg har sådan lyst til at få fingrene i det. Jeg bruger min telefon usansynligt meget – til alt andet end at ringe. Det er mest som kamera og computer jeg bruger den. Mit fine Sony kamera bruger jeg efterhånden næsten aldrig, simpelthen fordi jeg synes min telefon tager bedre billeder, og fordi jeg godt kan lide den spontanitet den giver mig. Jeg skal ikke først ha’ kameraet op, tage dækslet af, være sikker på indstillingerne er som de skal være osv.

Ugens udekontor med god stemning:

Brøg litteraturbar – Hyggeligste café i Fiolstræde. Kombineret café og boghandel, fuld af dejligt liv og spændende mennesker. Jeg sad der en helt almindelig onsdag formiddag og arbejdede. Deres wifi er udmærket og der er ro nok til at arbejde, men hyggeligt nok til at ses med andre til kaffe eller let frokost.
De laver også aftenarrangementer, og jeg håber på at tage derhen en aften sammen med en veninde.

Ugens takeaway:

Get Hooked – Det er ikke fordi vi bestiller meget takeaway, men det bedste jeg har fået i lang tid, var fra Hooked. Det er ultra-luksus og bestemt ikke noget der kommer til at gentage sig (foreløbigt). Men en “lobster roll” med store stykke hummerkød. Man bliver glad. Så hvis du er i nærheden af Nørrebro eller Vesterbro, skal du næsten unde dig selv en tur på “Get Hooked” eller få takeaway derfra.

Ugens ord:

Slikkelap … ja undskyld, men det ord kendte jeg ikke. Mens jeg venter på at der kommer nye afsnit af Sitter Podcast, hører jeg de gamle afsnit. Der fortæller Signe Lindkvist at hendes teenagedatter har været på besøg hos “Sex & Samfund”, hvor de blandt andet har lært om prævention. Slikkelap…. jo jo. Har du hørt om det? Det lyder næsten norsk 😉

Ugens hausfrautip:

Med et stort hus og fire rodehoveder i husstanden, er det sin sag at rydde op og gøre rent. Der er heller ikke nær så ryddet og rent som jeg ville ønske, men NÅR jeg får det gjort, sætter jeg pris på at bruge rengøringsmidler der tænker på både hud og miljø.

Rema 1000 forhandler den fine serie “Klar”. Den er norsk, og så vidt jeg kan se er der endnu intet dansk website, så derfor linker jeg til den norske. Produkterne er rimelige i pris, og drøje i brug. Samtidig synes jeg designet er fint nok til at have stående fremme. Nu håber jeg at vi i Danmark kommer til at få de samme produktvarianter, som nordpå. Der er blandt andet opvasketabs og tøjvaskemiddel.

Flere tips om en uge

Jeg håber du er blevet klogere efter mit indlæg, og tager godt imod et nyt indlæg om en uge.

Lad os linke til hinanden, dele gode råd og tips. Der er ingen grund til at holde gode tips for sig selv – medmindre det er hvor man plukker flest kantareller. Det kan jeg godt forstå folk holder for sig selv 😉

4 comments
  1. Hvor hyggeligt ned nogle gode tips!! Og åh hvor farligt med et nyt kamera i iPhone. Men er typen der altid køber et par modeller tilbage ‍♀️ Så ikke riiiigtig grunden til X så købte 8

    1. Jeg har da helt overset din kommentar, søde Anne.

      Uh, nej. Det er ikke så nemt det dér med at følge med i de nye telefoner og hvad man skal bruge penge på. Men mon ikke 8’eren kan give dig superfine billeder et års tid mere, inden du må opgradere 🙂

  2. Hej Therese,
    Tak for de søde ord og link-love til min blog!
    Du må endelig sige til, hvis du har brug for nogle tips til at komme ud med dine drenge. Naturen er helt fantastisk lige nu med alle de gyldne farver i skoven og de begyndende frostgrader.

    Ha’ en dejlig dag 🙂

    BH. Maria // CurlyCamper

    1. Hej Maria
      Det er ikke utænkeligt at jeg kontakter dig i det nye år. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at prøve at ta drengene med i shelter eller den slags – måske når det er lidt lunere i vejret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om