Jeg er ikke størrelse 34. Heller ikke 38 og ikke størrelse 40. Eller dvs. så var min brudekjole størrelse 40 – men den kan jeg næppe skrue mig ned i mere.
Det er ok, jeg har kurver og former. Der er flere kilo nu, end der var før Spunken blev født for snart 9 år siden.
Da Gajolen så skulle til verden, vejede jeg forbløffende lidt, for jeg tog næsten ingenting på. Men vægten har yo-yo’et 20 kg op og ned de sidste 10 år. Uden at bruge det som en sovepude, har mine hormonelle udfordringer og min “Hashimoto” heller ikke gjort det lettere at tabe mig, jeg tror jeg er nået til ro med at udfordringerne er som de er.
Selvværdet har taget et knæk
“Har du altid været tyk?”, blev jeg spurgt for nyligt, af “Baristaen”.
Jeg frøs. Tyk? Det er jeg ikke blevet kaldt siden skolegården tror jeg, hvor jeg i perioder af mit barneliv har været bredere end andre, men når jeg ser tilbage på billeder fra 6-13 års alderen, var jeg ganske normalvægtig.
Tyk? Seriøst?
“Tykhedsbevægelser”, “Tykaktivister” dokumentarer om tykhed.
Jeg respekterer det, men det er ikke mit eget selvbillede. Det er ikke et label jeg gider bære på mig, for jeg t r o r rent faktisk på at de kilo der er for mange, bliver færre. Ja måske ryger de egentlig bare af nu, hvor personen der spurgte til min tykhed, er gået tilbage til sin egen tykke kæreste, og jeg er efterladt med et krøllet hjerte.
Jamen du ér jo tyk!
Jeg vil altid ha’ former, men det gør mig ikke noget. Min numse har i hvertfald aldrig fået klager, og taljen gør sig godt i en kjole. Mit ønske er en stærkere core, og strammere lår. Men om jeg vejer det samme, er mig egentlig ret ligegyldigt.
Mit selvværd skal nok komme sig igen, men lige nu forsøger jeg at ryste “Jamen du ér jo tyk” af mig.
Garderoben er blevet opgraderet med tiden
Trods flere kilo på sidebenene, har jeg fundet en stil der passer mig og min figur. Jeg føler mig godt tilpas.
Oftest er det nederdele med en top, og noget strik udover. Hvis ikke det er nederdel, er det kjoler. Jeg ELSKER tøjet fra Lollys Laundry, og det er endnu ikke lykkedes mig at købe noget derfra der ikke klæder mig og min figur.
Tøjet skal ikke sidde og pose på mig. Det skal heller ikke være helt stramt og skære ind i dellerne. En god mellemting, hvor det smyger sig om kroppen på en behagelig og flatterende måde.
Her til sommer har jeg et par gode nederdele, en fin kjole og så har jeg kig på et par sommerkjoler mere. Så er jeg fuldt ekviperet til en sommer med jazz, drinks og hyggelig udestemning. Nå nej. Det bliver det ikke her i coronatiden, men sommer med lange gåture og sol på næsen – dét går også fint an.
Jeg kommer også til at arbejde en hel del tænker jeg, så det er perfekt at min garderobe også er velegnet til job og behagelig at ha’ på.
Er du tyk?
Hvordan har du det med ordet “tyk”?
4 comments
For mit vedkommende, har jeg hele mine teenageår været “hende den tykke”. Da jeg så tabte mig i start 20’erne, blev jeg “FOR tynd”. Jeg har også været der, hvor nogen har sagt “Du skal vist til at tænke lidt mere over, hvad du putter i munden!”. Folk kan have så utrolig mange meninger om andres udseende.
Jeg har fundet ud af, at for mig handler mit selvværd ikke så meget om, hvad jeg vejer – det der påvirker mig mest selvværdsmæssigt – er forandringen. At vænne mig til mit eget spejlbillede. At tøjet i skabet pludselig er enten for stort eller for småt.
Jeg ville aldrig bruge ordet “tyk” om nogen. For mig bringer det en virkelig forfærdelig følelse frem fra mine allersværeste år som teenager, hvor jeg var overvægtig og kæmpede med både kosten, kiloene og livet. Det kan være så utrolig sårbart at være overvægtig og ikke mindst at udvikle sig til at blive det – for ikke nok med at man skal møde omverdenens kommentarer, skal man også selv vænne sig til en forandret krop.
I dag er jeg normalvægtig, men jeg har alligevel virkelig svært ved at finde ud af, hvilket tøj der klæder mig og som er rart at gå med….
Og angående det krøllede hjerte, så håber jeg, du lander det helt rigtige sted☺️
Og bare lige. Du er jo vitterligt gudesmuk ☺️
Jeg har et billede af mig selv som tyk, og at jeg altid har været det. Men det var noget mine forældre skabte i mit hovede. “Nu må du ikke spise flere småkager, for så bliver du tyk” og det gjorde at alt jeg nærmest kunne tænke på var den næste småkage.
Men jeg var ikke tyk som barn. Jeg var 1-2 hoveder større end alle de andre i min klasse og udviklede hurtigere former, bryster osv men jeg var normalvægtig. Når jeg ser billeder af mig selv fra dengang hænger det bare overhovedet ikke sammen med de minder og tanker jeg havde/har i mit hovede.
Jeg kan huske min ene lillebror kaldte mig en flodhest og så hang det ved mellem mine brødre og mine forældre grinede bare. Jeg var så såret.
Men det betød også, da jeg så flyttede hjemmefra så begyndte en overspisning og spisning ala “der ikke nogen der skal bestemme over mig”-trodsighed. Og gæt hvad. I dag er jeg overvægtig.
Så hjemme hos os taler vi meget med vores børn om, at alle maver er dejlige og ordet tyk bruger vi ikke. Selvom min pige på knapt 4 har lært det efter at have været på weekend hos mine forældre og nu går og taler om hvem og hvad der er tykt. “De har nok spist for meget ligesom bedstefar”… og det gør mig så ondt
Ps. Jeg ønsker dig al held og lykke på din vej og i livet med eller uden en partner at dele det med ❤️
Tyk og tynd er skældsord.
Jeg er blevet kaldt tyk hele mit liv, men kan da se på billeder det først er nu jeg er det som 40 årig. Men det gør intet ved mit selvbillede. Fordi det har jo altid været at jeg er tyk.
Jeg synes former, erotisk buttet, stor eller andre ord er bedre en tyk…. faktisk synes jeg også overvægtig er bedre. Tyk er grint og nedladende og synes ikke det bliver pænere af man bruger det om sig selv…