Den varmeste weekend i 100 år

Hej bloggen…. I den seneste tid har jeg fået en del mails fra min “host” om at mine domæner skal flyttes. Som altid, udskød jeg det til sidste øjeblik, og her sidder jeg så med bloggen åben. Næsten et år efter sidste indlæg.

Det er vanvids varmt, både inde og udenfor. I går ramte vi +30 grader, så drengene og jeg kørte til stranden. I dag kan vi se de steder vi glemte solcremen. I går aftes flashede himlen så mange lyn at jeg opgav at tælle. Drengene og jeg stod og nød showet, lige til vi var så trætte vi ikke kunne holde os oppe længere.


Om et par timer, kommer min mor, min søster og min niece. Vi fejrer ældstebarnets kommende 15 års fødselsdag (!!!) ude i Krogebjergparken. Ingen orker at sidde heroppe på 5. sal under glødende tegl.

I morgen smutter drengene hjem til deres far, og bliver der på sommerferie i 2,5 uge. Imens skal jeg arbejde en uge i børnehaven (ooohh, der kommer meget nyt jeg aldrig har skrevet om herinde før) og så en uge sammen med Bo. Ferie for to, bare mig og Bo.
Så smutter jeg tilbage på arbejde igen et par uger, drengene tager til Spejdernes Lejr og så går jeg igen på ferie i de sidste to skoleuger. Sådan kan 6 uger meget kort opsummeres.

Ses vi igen?

Jeg kan ikke lægge skjul på at jeg savner at skrive. Forleden kiggede jeg i alle mine gamle dagbøger. Jeg købte en notesbog hvert år, og skrev ugenligt i dem. Det er sjovt at genbesøge dem nu, så mange år senere. Især når mine egne børn er i samme alder som da jeg skrev. Tænker de mon samme tanker om at det at være teenager. Om at have mig som mor, og forhold til deres venner og familie. Jeg kan se mig selv en hel del i begge drenge, og nu hvor den ældste snart skal i 9. klasse, ligger mine minder ikke længere væk end at jeg så absolut kan huske sommerferien mellem 8. og 9. Hvem jeg hang ud med. Hvem jeg var forelsket i, og om min mor mon egentlig godt vidste at jeg smugrøg eller stjal og delte Hans Jørgens øl med Lea på hendes kælderteenageværelse.

Flere ord står på spring. Måske jeg logger ind igen en af dagene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om