Fredagslisten #5

Jeg føler mig dejligt barnlig når jeg har et spil på hjernen. Det er lykkedes mig at finde et spil til Playstation som jeg gider at spille. Når drengene ikke er hjemme, kan jeg hygge mig med det når der er en ledig stund – men det er farligt for jeg kan sidde længe med det. Måske man alligevel skulle ha det tv i soveværelset…hi hi.

Jeg irriterer mig når folk ikke kan finde ud af hans/sin, ligge/lægge og den slags. Derfor forsøger jeg (meget pædagogisk) at lære Spunken forskellen på når/da og hende/hun. Han roder rundt i det, og det er selvfølgelig helt naturligt. Det skader dog ikke at få grammatikken på plads, også i en ung alder, tænker jeg.

Min akkilleshæl nu vi er ved grammatikken. Det er kommaer. Jeg er en spade til det, og står gerne ved det. Så er det sagt.

Jeg elsker at vi igen har fået sne. Den er så småt ved at smelte, men jeg nyder hvert et blik ud på den. I aften når jeg skal gå tur med Max, skal vi slutte af med en sneboldskamp i haven. Jeg kaster, han griber og derefter ruller han sig rundt i sneen.

Jeg ringer ugentligt til min mormor i Norge. Drengenes oldemor. Hun har ofte små fine historier om fuglene hun fodrer, rådyret der æder alt hun forsøger at fodre og historier om stort og småt deroppe i nord. Hun spørger til drengene (hun har seks oldebørn i alderen 2-21) og hvad ballade Gajolen mon senest har lavet. Hun kalder ham “en lille ræv” – og hun har helt ret.

Jeg glæder mig til Gemalen og jeg skal ud sammen på mandag. Der er det 8 år siden vi mødte hinanden, og det skal fejres med en tur til vores bænk og en god frokost. Der var ingen barnepiger der kunne passe, så det bli’r til en frokostdate. Det er også helt fint med mig.

Jeg øver mig i ikke at bruge for meget tid på de sociale medier. Men når man var den første i omgangskredsen der oprettede en profil på Facebook (den 6. september 2007), og har/har haft profiler på Twitter, Tumblr, Instagram, Pinterest, Facebook, MySpace (slettet), LastFM, ReverbNation (hvor du stadig kan høre nogle af mine gamle gamle gamle sange), TheSixtyone, Vimeo, YouTube og sikkert flere der er gået tabt….ja, så er det svært at nøjes med at være online en halv time om dagen.

1 comments
  1. Jeg kan se, at det er listen fra sidste fredag jeg lige faldt over nu 🙂 Mange gode ting. Jeg giver dig helt ret i det der, at det er irriterende når folk ikke kan finde ud af forskellen mellem ligge/lægge. Hvor svært kan det være? 😉 Til gengæld lærer jeg aldrig hvornår jeg skal bruge nogen eller nogle (måske er det svenskeren i mig der driller…). Kommaer kan jeg heller ikke finde ud af. Har mange gange besluttet, at jeg gerne vil lære det, men har svært at finde motivationen. Og så kom forklaringen på den bænk, som du manglede på Instragram. Tillykke med de 8 år ❤️ Og god weekend!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om
default_featured_image.jpg

Listeform

Er for træt til at blogge billeder af ferie-baby, så her er lidt lister istedet; Er glad for:…
Læs mere