Efter morgenkaffen var indtaget, blev barnevognen pakket. Jeg havde et par pakker og en masse takkekort fra Gajolens barnedåb, der skulle postes.
Vi trillede afsted mod Vanløse, mens solen skinnede fra en smuk blå himmel og jeg nød solens varme der mødte min (solcremeindsmurte) næsetip.
Da jeg ankom posthuset, lagde jeg pakkerne frem og ledte efter min pung…..Den var væk. Pist væk. Jeg måtte tage alle breve og pakker retur i barnevognen, og så gik jeg ellers ud med øjnene stift rettet ned på fortovet. Den måtte jo være der et sted.
Jeg gik hele vejen hjem, med tårer i øjnene. Ikke fordi der var penge i, eller fordi der var en trilliard plastikkort der skulle genbestilles, men fordi det var min fine fine Chanel-pung. Den pung som jeg fik af Kjærsten den sommer i Venedig. Sommeren hvor vi var blevet enige om at prøve at få en lille. Den sommer, som var den sidste sommer før vi blev forældre.
Jeg var ked af det, men hankede op i mig selv og fik givet Gajolen frokost. Han var stadig træt, så vi gik ovenpå og tog en lille lur. I mellemtiden havde den sødeste nisse været ovre og lægge en lille skilling i barnevognen, så jeg alligevel kunne ta’ Spunken med til slikbutikken efter fredagsslik. Så blev tudekiksen rørt igen, og jeg sendte en kærelig tanke over til nissen i skoldkoppeland, og til Kjærsten som havde arrangeret det hele.
Resten af eftermiddagen gik, og da Kjærsten havde fyraften tog han forbi Føtex for at høre om der var kommet en pung ind. Det var der !
Så nu er min fine fine pung fra Chanel igen at finde på matriklen, og jeg vil fremover vogte den som en høg (eller evt. lægge den ned i en taske eller langt ned i liften) når jeg er ude.
1 comments
Det der har en affektionsværdi er så modbydelig at miste. Den store glæde kundeservice i Føtex kunne bringe, var med garanti en stor glæde for den servicemedarbejder.