Noget om drengefarver og pigefarver

I dag var Gajolen og jeg på eventyr. Det er ved at være køligt nede i børnehaven, og med det sjap og sjask der inden længe er nede i garderoben, er det en god idé med et par sutsko.

Selv om jeg er ret vild med de lækre filtsko der er på markedet, bl.a. disse fra Glerup (reklamelink), så kan jeg ikke få mig selv til at bruge så mange penge på hjemmesko til institution/skole. De ryger dog med sikkerhed på drengenes julegaveønskeseddel i år.

Vi tog metroen ind til Frederiksberg. H&M blev det første stop, og efter lang tids vandren i børneafdelingen, kunne jeg konstatere at de ikke havde sutsko. Udelukkende den slags hvor det er en forstærket strømpe. Det duer ikke. Han skal selv tage dem på, og de skal sidde ordentligt.

Derimod havde de MANGE fine ting. Især i pigeafdelingen. Der var både tøj med heste, hunde, glimmer og halløj på. Meget mere spændende for et lille barn, end sort, grøn, grå og brun som størstedelen af tøjet inde ved drengene.
Bevares, der er lækre jeans og den slags. Trøjer med superhelte, dinosaurer og rovdyr kan også være et hit.

Gajolen hev en fin bluse med kattekillinger ned samt et par leggings med de højt elskede “Paw Patrol”. Hvorfor ikke?
Havde han spottet den strikkede trøje med store plys hjerter på, havde han nok også gerne villet ha den – men undertegnede blev lidt nærig for vi havde jo endnu ikke fundet sutsko 😉

Spiderman eller Elsa

Videre ind i Føtex. Der var mange sutsko. Jeg hapsede et par uldne, lækre nogle til Spunken. Str. 32 (!? Bigfoot).
Gajolen startede med at prøve nogle med Spiderman. De sad fint, og vi var lige ved at ta’ dem – men så spottede han Elsa på stativet. Så sådan blev det. Han blev så glad, og har løbet rundt i dem herhjemme i aften. Nu kan jeg blot håbe på at børnene i børnehaven er large med hans valg, og at pædagogerne ikke gør et større nummer ud af det.
Spørger du mig, burde tøjbutikkerne gøre som fx. John Lewis gjorde for nyligt. Slut med at kønsopdele.

Jeg har hørt at der er butikker i Sverige der har børnetøjafdelinger uden kønsopdeling. Dog ved jeg ikke hvilke butikker det er, så det vil jeg (endnu) ikke gøre mig klog på.

 

Vil du give din dreng pigetøj på, eller din pige drengetøj?
Hvorfor (ikke)?

 

– tak fordi du læser med

Kig endelig forbi Instagram. Der bliver dagligt lagt nye Stories op. Du kan også holde øje med nye indlæg på Facebook eller Bloglovin’ . Videoer bliver lagt op ind på min YouTube-kanal.

Du må også meget gerne tilmelde dig mit nyhedsbrev. En gang om ugen sender jeg et nyhedsbrev ud med ugen der gik på bloggen, links til ældre indlæg eller særlige nyheder kun til modtagere af nyhedsbrevet. Du tilmelder dig herude i sidebaren ——–>

4 comments
  1. Åhléns kønsopdeler ikke. Ihvertfald ikke den butik jeg var i i Malmø.
    Og så var der en eller to mere, da jeg var ovre at shoppe i august, men kan ikke huske hvilke. Måske Polarn o. Pyret?
    Og så har jeg hørt om et mere mærke med butik i Malmø, som heller ikke gør, men som jeg ikke har kigget nærmere på.

    For mig gør det shoppingen nemmere. Jeg går alligevel i begge afdelinger. Det samme i webshops. Det er rart ikke at skulle bladre igennem to sider med t-shirts, bare fordi butikken synes det er vigtigt at sætte køn på dem…

    1. Ah, hvor fedt! Tak Mona!
      Jeg er nødt til at ta’ en tur til Malmø inden jul, og nusse rundt i børnetøjafdelingerne.
      Det er jo nemlig SÅ meget nemmere. Det er jo ikke fordi det er atomfysik at skulle sortere pufærmerne fra, hvis t-shirts hænger blandet….på den anden side er jeg sikker på at lillebror ville elske en t-shirt med pufærmer 😀

  2. Jeg venter mit første barn til december. En pige. Jeg har fået en masse brugt pigetøj. PIGETØJ. Det er lyserødt. Meget af det, og jeg klager ikke fordi det trods alt har været gratis. Jeg skrev en FB-status om at jeg snart ville købe noget drengetøj så min datter kunne blive en rigtig pige. Jeg er så måske bare lidt i den anden lejr, fordi jeg synes drengetøjet er meget mere sejt, end alt det der prinsesseglimmer. Jeg glæder mig til at blive mor, og jeg glæder mig til at hun er sig selv så meget at hun selv kan bestemme hvad hun gerne vil have. Men så længe det er så kønsopdelt i butikkerne kan det måske være svært for mange at sige…jeg vil gerne gå i drengetøj. Måske lidt lettere for piger.

    1. Hej Kristine,
      Tak for din kommentar 🙂
      Ja, det er nok nemmere for piger at vælge en mørk t-shirt med dinosaurer på, end en dreng i kattebluse med guldglimmer. Jeg gi’r lillebror lov til selv at vælge når vi er i butikken. Storebror har selv valgt i lang tid, og vælger stort set kun “drengetøjet”. Men ser han en dag en lilla trøje, vil han ikke holde sig tilbage tror jeg.
      God sidste tid inden pigen kommer – en lille julebebs 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om