At springe ud som selvstændig, og hvordan jeg muligvis skræmmer mange væk

sikka-tysklandI det halvandet år jeg har haft den fysiske butik, har der måske mindst en gang om ugen været en kvinde inde og spørge hvordan man starter sådan en butik op. Historien er ofte den samme;

“Jamen jeg drømmer om at ha’ mit eget, og ikke være afhængig af en chefs krav til mig, og kunne sælge de ting jeg brænder for, gå til messer og bare ha noget der er MIT”

Bevares – siger jeg ofte – det er en dejlig drøm og jeg synes da bestemt du skal springe ud i det.

“Men hvad kræver det? Hvor meget kan man forvente at få i løn, hvor stort er dit overskud og hvad koster det at starte op?”

Dén er jo så værre, og det er hér de fleste bli’r skræmt af mine ord…

– Du skal ikke regne med overskud de første 2-3 år.
– Du får ikke et banklån, hvis du har planer om at give dig selv løn.
– Iværksætterstøtte er ofte temmelig svært at få.
– Selv de største webshops/butikker har ikke overskud før efter 3 år, og først der har de mulighed for at udbetale dem selv en lille løn.
– Du arbejder 24/7.
– Krisen er IKKE slut i hovedet på de fleste forbrugere. Folk er meget forsigtige med at bruge penge.
– Dit butikslokale koster måske 2-300 kr pr. kvadratmeter, og du skal kunne lægge omkring 6 mnd depositum og binde dig for 3 år (medmindre du har en god forhandler).
– Du skal sætte dig ind i regler om moms, aflægge årsregnskab, import-registreres hvis du vil købe ting ind fra udlandet (mange af de kanindukker, tipier, hæklede/filtede legesager osv. du ser på webshops kommer fra store kinesiske shops, og importeres i containere til landet, så de kan sælges med et større overskud end danske varer).
– Dit varelager vil koste et sted mellem 2-300.000 hvis du skal have en lille håndfuld brands at vælge imellem – og de fleste brands har et minimum beløb for hvor meget du skal bestille første gang, samt hvor meget du bestiller hos dem årligt.
– Nogle af de populære mærker kræver faktisk at du tager hele deres produktlinje hjem, eller køber for minimum 100.000 kr om året.
– Kunder vil sjældent betale fuld pris, så allerede efter en måned er nye varer blevet til gamle varer.
– Kunderne kommer ikke bare ind i din butik/webshop af dem selv. Det kræver benhårdt arbejde, og fx. på webshop at du sender nyhedsbreve, er aktiv på de sociale medier, bruger penge på Google osv.

Det er bare nogle af sandhederne, i det at starte egen butik og jeg deler dem GERNE med alle, for jeg ville da gerne ha’ vidst hvad jeg vidste nu, da jeg startede. Intet er fortrudt, og jeg har ikke afskrevet at jeg igen vil ha’ en fysisk butik når min barsel er slut – men jeg glæder mig også til en tænkepause.

Der er også en tendens til at nyudsprungne iværksættere, iklæder sig den hat jeg kalder “iværksætter med stort I”. Nu hvor de er blevet iværksættere, skal den ha’ med iværksætter kurser, coaches, grupper på Linkedin, Facebook, blogs osv. Det er der ikke noget galt i, men jeg undrer mig af og til over om al den tid af pleje af nyt image, ikke i stedet kunne bruges mere fornuftigt på den virksomhed man nu har valgt at starte.
Jeg skal ikke afvise at jeg en dag vil ta’ et kursus eller to i markedsføring, kommunikation eller den slags, men jeg synes slet ikke jeg har haft tid til det i den tid jeg har været i gang.

Intet ondt ord om de der har valgt en anden strategi end mig, jeg er bestemt også klar over at der findes andre måder at gøre tingene på end jeg har gjort.

Men tilbage til min egen lille biks, som snart går på barsel.
Senest kom en kunde ind og fortalte mig at min butik var kommet i en stor boligbog i Tyskland – det er et enormt stort klap på skulderen, og et bevis på at mit koncept har holdt. Det er fedt !

Jeg er ikke blevet rig i min pengepung af halvandet år som butiksdame, men jeg er blevet rig på viden og det kan ingen tage fra mig. Min webshop fortsætter mens jeg er på barsel. Der står dejlige hænder klar til at hjælpe med den, mens jeg ta’r mig af Gajolen.

Så håber jeg at nogen kan bruge mine ord som inspiration og viden, hvis de står med tankerne om at starte en forretning op. Du kan altid sende mig en mail, hvis noget skal uddybes, eller skrive en kommentar med dine egne erfaringer og din egen historie.

Nu lægger jeg dette indlæg op i menubaren, så det nemt kan findes og læses igen. Måske jeg også tilføjer flere erfaringer og gode links.

2 comments
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om
default_featured_image.jpg

Mormorslik

Er på arbejde. Line har taget mormorslik med. Jeg har fået kvalme, jeg kan simpelthen ikke holde mig…
Læs mere