Strikkefinker og noget om tøjvask

Følgende indlæg indeholder affiliatelinks. Læs mere om den slags, her. 

Det er torsdag, og jeg har fridag fra kurset. Godt det samme, for jeg er blevet ramt af en rigtig kedelig efterårsforkølelse, så lige nu sidder jeg krøllet sammen i sofaen med varm te og ild i kakkelovnen. Jeg har aftalt med min krop at jeg er frisk igen i morgen. Der er ikke tid til det pjat. 

Bukseløs julefyr

Drengene er afleveret i skole og børnehave. Det er som oftest Kjærstens job – og det er jeg glad for. Han er den der har mest tålmodighed på kontoen om morgenen.

Spunken var i fint humør, omend lidt distræt. Der skal ikke meget til før hans tanker flyver, så det at skulle ta’ tøj af, sutsko på, madpakke i køleskab, hej til lærere, frugt i kurv og drikkedunk på bordet. Det kan ta’ sin tid og koste mange mentale kræfter.

Gajolen kom afsted uden bukser på. Ups. Han havde strømpebukser og sin nye fine juletrøje med Rudolph på. Som legetøj, valgte han en (creepy) norsk nissemand med strikket tøj og tandløs mund. Så er han klar til at danse julen ind – selv om det måske er lige tidligt nok.

Jeg er skeptisk, men nu prøver jeg

Som altid på fritage, har jeg sat en tøjvask over. Forleden fandt jeg dette vaskeæg i Netto (til en meget lavere pris), så nu prøver jeg det. Der er dog et par ulemper ved vaskeæg. Maskinen må ikke fyldes helt op, da ægget skal kunne bevæge sig frit i tromlen. Man må heller ikke bruge et vandspareprogram da der skal være vand nok i tromlen. Derudover kan der være brug for to æg hvis vandet er meget hårdt….Nu prøver jeg med et.
Hvis ægget er ok til hverdagsbrug, så er det stadig en besparelse. Så kan jeg bruge almindelig uldvask til uld, samt “Derma” (reklamelink) til de mere genstridige spejderbeskidte bukser osv.  I øvrigt kan jeg varmt anbefale denne pletfjerner (reklamelink).

Strik gør mig rent faktisk glad

Nu har “Strikkefinkerne” mødtes en håndfuld gange efterhånden. Jeg strikker ikke hurtigt, ej heller virkelig pænt. Pyt. Det gør mig glad, for jeg har pakket utålmodigheden væk (det vil jeg gerne forsøge at overføre til andre ting…) og har den positive hat på. Forleden strikkede jeg forkert – flere gange. En af mine søde medstrikkere lærte mig at strikke baglæns, så jeg kunne rette mine fejl. En fejl blev til ny viden. Dog vil jeg forsøge at koncentrere mig lidt mere næste gang, eller som en af de andre strikkere, vælge et projekt der er snakkesikkert 😉

Skulle du være interesseret i hvad jeg strikker, så er det “Ankers trøje”. Den strikkes op i lækkert cottonwhool fra Garnudsalg, med en følgetråd i blød alpaka.

 

– tak fordi du læser med

Kig endelig forbi Instagram. Der bliver dagligt lagt nye Stories op. Du kan også holde øje med nye indlæg på Facebook eller Bloglovin’ . Videoer bliver lagt op ind på min YouTube-kanal.

Du må også meget gerne tilmelde dig mit nyhedsbrev. En gang om ugen sender jeg et nyhedsbrev ud med ugen der gik på bloggen, links til ældre indlæg eller særlige nyheder kun til modtagere af nyhedsbrevet. Du tilmelder dig herude i sidebaren ——–>

 

7 comments
  1. Den Ankers trøje huserer overalt lige i øjeblikket 🙂 Den er også ret pæn – enkel og så lige med den spændende rib-effekt. Men åbenbart ikke helt snakkesikker 😉
    Er det ikke meget at mødes hver uge til fællesstrik? Eller er det bare mig, der straks ser en fyldt kalender for mig. Det er skønt, når man kan lære noget mere. Især det med at rette fejl og ikke bare lade dem være er nok noget, jeg burde udforske lidt mere.

    1. Jeg er jo heeeelt begynder, så for de fleste andre er den nok snakkesikker 😀

      Vi mødes efter børnene er puttet – vi er alle småbørnsmødre, så når ungerne er puttet, overlader vi hus til mændene og mødes så klokken 20. Vi bor i en radius af 3-4 km, så det tar ingen tid at køre derhen og hjem. Men jo, havde jeg nu skullet til strik ude på Amager så ville en gang om ugen blive for omstændigt 🙂

  2. Av, god bedring til dig.
    Din Ankerstrøje er snart snakkestrik. Du skal blot lige ned til selve kroppen, hvor du har taget ud til ærmerne 🙂

    Vi ses på tirsdag.
    Kram

    1. Jeg håber jeg når i mål inden længe – der er jo mange andre ting jeg OGSÅ vil strikke 😀 Det er vist en spirende afhængighed det hér strik.
      Tak, søde du. Rigtig god dag til dig og dine <3

  3. Det er så lækkert med håndarbejde. Pt har jeg garn i nissehuer til børnebørnene, lidt sent i forhold til planen, men tiden smut jo.
    Du fik lige sendt mine tanker forbi datteren og børnebørnene. Her til morgen stak de begge af, da de skulle ud i bilen, 18 mdr. gamle Frida løb i strømpesokker ned af vejen og Otto 3 år gammel på lørdag, gemte sig i naboens indkørsel, hvad der sker i morgen er en ny udfordring. Er sikker på det med de manglende bukser også kunne ske for min datter 🙂
    God bedring til dig, krydser fingre for du snart er på højkant.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om