Helt rolig

Så kom Katja hjem. Hun strålede som en sol da hun gik hen mod os med alle sine kufferter – og vi flæbede og grinede på samme tid. Hun havde så meget at fortælle, og vi lyttede gerne til det hele. Lange ture, æselridt, ølbadning, spanskkunskaber, venindesnak, sko-køb og den sidste på listen -hendes møde med Dengue Feber. Sygdommen snuppede lige tre uger af hendes sidste tid derovre, og til hendes store ærgelse, også hendes kanelbrune kulør (hun var nu temmelig meget mere brun end nogle af os).
Hjem og sætte tænderne i et styke rugbrød med leverpostej, samt mors hjemmerørte tunsalat. Det var lykken.

Gaver havde hun med, og jeg nyder nu en kop hjemmemalet colombiansk kaffe. SÅ lækkert! Venezuela grænser jo op til Colombia, så hver måned tog Katja og familien over grænsen og vekslede. Det var meget billigere. Der gik lige lidt tid inden hun fortalte os om det – for hvad vi hører om FARC, så var det ikke lige sagen…men der var nu fredeligt nok i dét område, og Katja ligner en sydamerikaner med sit mørke hår, mørke øjne og (sory) lave højde.

Men hvor er det dejligt at hun er hjemme. I morgen holder vi hendes fødselsdag, godtnok en måned forsinket, men pyt. Hun bestemmer menuen, og jeg er spændt på hvad hun finder på.

Nu skal jeg i sving. Jeg får besøg fra Norge i eftermiddag/aften, så lejligheden skal lige ha en tur og der skal købes ind til en dejlig middag.

Vores lejlighed er næsten helt pakket ud, og i forgårs kom min nye sofa. HURRA. Der kommer snart lidt billeder fra lejligheden tror jeg 🙂