Jeg var ved at blive slået ihjel på Tuborgvej i dag.
På vej hjem fra arbejde, lå jeg i inderbanen. 60 km i timen, alt var godt – lige til det ikke var og en person i en grå Skoda, kørte lige ind foran mig. Var få cm fra at skubbe mig ud fra vejen, og tæt på at få hele min bil ind i bagagerummet.
Jeg nåede at jokke i bremsen, og læne mig på hornet. Heldigvis var der langt til bilen bag mig, men han kom hurtigt og måtte selv klodse bremsen. Ellers havde det været anden gang jeg fik en sort Audi i røven – hvad er statistikken for det? (Skodaen skred selvfølgelig, og sikkert irriteret over en emsig kvinde i en sort Ford der larmede midt i den gode sang på Pop FM …).
FUUUUUUUUUUCK bandede jeg, hele vejen til Vanløse. Slukkede musikken, bandede, trak vejret og kørte med 10 øjne på alle vinkler.
Rutinerne tog over
Yngste barnet skulle hentes, ældste barnet var til legeaftale. Vi kørte hjem, smurte en mad. Lavede saft. Så lidt tv og slappede af. Tuborgvej havde for længst forladt mine tanker.
Aftenen gik slag i slag, drengene sov tidligt. Prop og Berta virker hver gang.
Jeg åbnede en flaske vin og skænkede mig et glas. Satte musik på pladespilleren. Begyndte at skrive, og så åbnede sluserne sig. Mit sug i maven fra i eftermiddag, kom tilbage. Jeg genlevede følelsen af “nu er det slut”, som jeg havde følt da det skete.
Kroppen kan fandme ikke snydes, så når der er plads til at reagere, kommer reaktionen. Det gjorde den nu, og selv om der ikke sidder nogen klar til at trøste mig med et bamsekram, hjælper det at skrive. Det skal jeg huske. Det hjælper mig altid at skrive.
Jeg har hundredevis af noter med ord, tekstdokumenter på computeren og små sorte notesbøger i tasken med gnidret blyantskrift. Stort og småt. Det hjælper at skrive.
Pas på jer selv og hinanden. Om så det er Corona, Tuborgvej eller hvad pokker vi dealer med.
