Lange november og noget om venskaber

November måned. Bestemt ikke en af mine yndlingsmåneder, hvor det bliver tidligt mørkt. Klokken er tyve minutter i seks om aftenen, når jeg sidder og skriver dette. Udenfor er det bælgmørkt. Selv om her dufter af lammesteg, varm te og mandariner, er det svært ikke at være en smule træt allerede.

November er virus og hjemmedage

Vi har sygdom på matriklen. P har feber for 10 eller 11 dag i træk. Jeg har opgivet at tælle dagene, og kan kun gøre som jeg hele tiden har gjort. Give ham vand, mad når han gider at spise og ellers fylde piller på ham når feberen er for høj. Han blev podet i fredags, og vi afventer hvilken influenzatype han har fået – og som vi andre måske har i vente.

I går meldte I at han havde ondt i halsen, derfor har han været hjemme i dag. Han har ikke feber, så jeg krydser alt jeg har for at han slipper med skrækken.

En skøn weekend i vente

På fredag tager jeg til Fyn, sammen med en af mine “gamle” veninder. Det er anden gang vi napper en miniferie væk fra vores familier – så nu er det en tradition, og bestemt en af de bedste traditioner jeg kan forestille mig.

Sidste år var vi i Jylland. På det skønne “Hjerting Badehotel“, med gåtur, dejlig mad, mange timers snak og hvert vores værelse. Fordi vi har hver vores døgnrytme. Helt perfekt planlagt – på fredag gør vi det igen.

Jeg føler mig ret heldig, med alle de skønne veninder i mit liv. Hvis man må sige “især”, er det især de gamle veninder. Dem man har haft i så mange år, at man er vidne til hinandens liv, fra barn, til ung, til ung voksen og frem til nu. Opture og nedture.

Der er ikke mange tilbage af dem, en del er faldet fra. “Vi voksede vel fra hinanden”, tænker jeg, men indeni er jeg trist over at venskaberne ikke holdt. Samtidig ved jeg også at det ikke duer at fortsætte et venskab hvor der blot er en drivkraft. Det er ok at give slip, det er ok at holde op med at ringe.