Jeg har haft høns i haven i en måneds tid nu. Fire rolige damer, ikke så meget pjat.
Hvad har jeg så lært den første måned med høns haven, og hvad kan jeg give videre? Jeg er jo på ingen måde ekspert endnu.
Men mit indtryk er at mange godt kunne tænke sig at få høns i haven, men ikke helt kan overskue hvad det kræver og hvordan man klarer det uden ræv og rotter.
Hønsehuset
Jeg har været så heldig at få lov til at teste et meget brugervenligt hus, fra Omlet. Det passer perfekt til en lille have (lille i provinsmålestok, stor i Københavnsk målestok). Hønsene tager alligevel en del plads, så er din have under 700 kvm, bliver de i hvertfald ikke fritgående. Du vil gerne ha’ et afgrænset område, så en del af haven er hønselorte- og fluefri.
Huset fra Omlet var lidt svært at samle, men nok meget nemmere hvis man er to. Det tog mig en rum tid, men med mange pauser.
Rengøringen er meget nem. Det tager mig 15 minutter at gøre det helt rent, og det daglige arbejder tager 5-10 minutter. Mit indtryk er at det er sværere for parasitter, lus og mider at overleve i et hus af plastik. Selvfølgelig skal rengøringen være i orden, men der er ingen sprækker og revner de små kræ kan gemme sig i.
Trappen har jeg skiftet ud, da jeg valgte nogle temmelig tunge høns der ikke var elegante nok til den ellers så fine trappe. Jeg har snedkereret noget stabilt trappeværk af planker og udendørsskruer.
Hønsene
Hvilke høns skal du ha’?
Der er mange racer at vælge imellem. Første tanke må være hvad du egentlig regner med at få ud af dem. Skal de lægge mange æg, skal de være pæne at se på, skal de være rolige? Skal de ha’ kyllinger så du også får kød?
Mit udgangspunkt var at de skulle være rolige og ikke larme for meget. Jeg ville gerne kunne samle æg hver dag.
Den bedste æglægger er “Isa Brown”. En såkaldt hybridhøne. Jeg læste mig dog hurtigt frem til at de hverken er særlig rolige, stille eller holder sig inde i hønsegården. Jeg gider ikke høns der stikker af, så de var ude.
Flere skrev til mig at “Wyandotter” var rolige høns, så dem nærstuderede jeg lidt mere. De lægger æg hver dag, stort set. Så jeg kan hente 2-3 æg dagligt. Det er fedt når man ikke vil ha’ så mange høns af frygt for pladsmangel. Vi er fire mennesker i husstanden, men spiser ikke æg hver dag.
Mit tip til dig er at nærstudere de forskellige hønseracer. Der står mange ting på nettet, og du kan sagtens blive klog nok uden at købe bøger om emnet. Når du har fundet den ønskede race, så er der 100% sikkert en dansk side på Facebook med hønsefolk der ved alt om netop den race. Jeg er medlem af “Dansk Wyandotklub” på Facebook, og derinde finder jeg svar på alle spørgsmål samt gode opdrættere.
Hvad skal jeg gøre hver dag?
Min hønsedag ser sådan ud:
Kl. ca. 7 – Jeg går ud til damerne. River diverse rod sammen med en løvrive og smider det ud. Fylder mad i skålen, nyt drikkevand og går hønsehegnet igennem for huller. Derefter lukkes hønsene ud. Hvis jeg har rester fra køkkenet, får de det til morgenmad ved siden af det almindelige foder.
Kl. ca. 12 – Der er lagt et æg eller flere, som nu kan hentes. Damerne fortæller det ved at synge smukke serenader…. 😉
Kl. solnedgang – Damerne går i seng. Jeg lukker huset, og tager foderet ind.
Men kommer der ikke rotter og ræve?
Du kan aldrig være helt sikker. Men meget kan gøres for at forhindre det. Jeg lader aldrig foderet være ude om natten. Jeg fodrer ikke mere på græsset end jeg ved de spiser i løbet af kort tid. Korn fodrer jeg ikke direkte på græsset. Lorte samles sammen jævnligt, især når det er så tørt at de ikke regner ned i jorden.
Ræven skal ikke kunne grave sig ind i gården. Hønsehuset fra Omlet er rævesikkert, så dér er de i hvertfald sikre når der er lukket af. Jeg vil dog gerne ha’ at de kan gå frit om dagen, så hvis ræven kommer i dagtimerne er damerne prisgivet. Vi har dog hegn i bøgehækken, og et flytbart hønsehegn, så ræven skal virkelig arbejde for føden.
Ødelægger de ikke haven?
Jo…eller både og. Hvis du ELSKER din græsplæne, skal du ikke ha’ høns. De skraber, kratter, graver og skider. Til gengæld har roserne i den ende hønsene går frit, aldrig været smukkere. De har spist alt ukrudt og graver jorden løs omkring roserne. Så taler vi ikke om de stauder der er ædt, eller rabarberplanten der er ribbet helt så der kun står nogle “mikado”-pinde tilbage.
Så alt i alt. Jeg kan virkelig anbefale det hønsehold. Det er hyggeligt, sjovt for både børn og voksne, godt for blodtrykket og i sidste ende er det dejligt at kunne samle æg.
Stil mig endelig spørgsmål, hvis du måtte ha’ nogle.
– tak fordi du læser med
Kig endelig forbi Instagram. Der bliver dagligt lagt nye Stories op. Du kan også holde øje med nye indlæg på Facebook eller Bloglovin’ . Videoer bliver lagt op ind på min YouTube-kanal.
Du må også meget gerne tilmelde dig mit nyhedsbrev. Fra det nye år, sender jeg en gang om ugen et nyhedsbrev ud med ugen der gik på bloggen, links til ældre indlæg eller særlige nyheder kun til modtagere af nyhedsbrevet. Du tilmelder dig herude i sidebaren ——–>
5 comments
God vejledning til en bybo med mindre have, dog over det anviste.
Jeg har boet i hus på landet, ikke noget landbrug, men med 3 tønder land, hvoraf der var både “sø”, “skov” og marker til vore heste og får. Ja, vi havde
2 heste – til dressurridning
1 – 2 kalve – til fryser
2 – 3 grise – til fryseren
3 – 8 får/lam – til fryser og avl
300 kaniner – til slagtning
8 høns – æg
16 – 32 kyllinger til slagtning
Duer – til slagtning
Ænder – til slagtning
Hund
Kat
Ups ikke at forglemme – vi har haft et par vildsvin der blev udskudt fra deres mor. Jeg havde dem til at ligge i en dukkeseng ved siden af mig, gav dem flaske og ja, de bevægede sig rundt i hele vort hjem til de nåede en hvis alder. Dem kunne vi ikke selv spise, for de var præcis som en hund/kat, elskede at blive kløet i nakken. De blev solgt til grill i sommersæsonen. Det var begge hanner, og skulle derfor slagtes inden de gik i brunst, for derefter kunne kødet ikke spises.
Dejligt lige at få lov til at tænke tilbage i tiden, tusind tak.
Så spændende at I har fået høns, Therese! Det kunne jeg godt tænke mig. Vi har en stor have og masser af plads – men mon det går, når vi har to katte?
Du kan sagtens ha’ høns og katte. Det er først hvis hønen har kyllinger der kan blive problemer – hvis katten tør tage kampen op med hønemor 😉
Åh, jeg savner sådan at have høns! Jeg har faktisk set på Omlets nye hønsegård, og den tror jeg vi ender med at skulle have 🙂 (Har du i øvrigt set deres farvede æggebakker? De er bare så fine!)
Til Gitte: Man kan sagtens have høns og katte. Det har vi haft uden problemer 🙂
Kh Nana
Er det den store overdækkede du mener? Jeg kan godt forstå du savner høns!
Vi har også tænkt på den, men tror vores underlag er for ujævnt. I nat tog ræven to høns. Jeg er sur og trist, for pokker da også. Sådan kan det gå at lukke døren et kvarter for sent, for ræven har været helt inde i huset efter dem.
Nu skal jeg på jagt efter to høns til flokken, samt i gang med at få bygget en overdækket hønsegård med nok plads så de kan gå der og ikke i haven medmindre der er fuldt opsyn.