Om at skrive om sig selv og sine nærmeste - CopenhagenDaily
17 In jeg er

Om at skrive om sig selv og sine nærmeste



Det er en balancegang. Hvad man kan skrive, og hvad man ikke kan skrive. For det kan betyde alverden om man enten undlader eller tilføjer noget. Med eller uden vilje.



Skriveterapi

Alt der står herinde på bloggen, er fra mit liv. På godt og ondt. 15 års kvababbelser, lykkestunder, sorger, frustrationer, opture og nedture.

For ja, sådan har det været. I freaking 15 år. Jeg fylder 39 i år, altså har jeg blogget siden jeg var 24.

Jeg har delt historier fra min studietid. Historier om Kasper, som jeg var kærester med i syv år. Den gang vi flyttede til Nordvest, og havde indbrud i lejligheden.
Da vi rejste til Norge og væltede rundt på langrendsski.

Kasper gjorde det forbi, jeg havde hjertesorger og flyttede ind til min chef. Min gamle svigerfamilie blev jeg ved med at se, og jeg ser stadig Kaspers mor og søster.

Chefens fætter havde en skøn lejlighed på Vesterbro, som jeg kunne leje. Der blev holdt fest, drukket vin og spist dejlig mad. Det var dér Katten blev syg, og jeg fandt ud af hvordan jeg bedste smuglede piller ind i gabet på hende, så hendes stofskiftelidelse blev holdt i ave.

Alene Igen



Så mødte jeg Gøgleren der blev til Kjærsten

Jeg nåede ikke at bo alene i lang tid, eller være single for den sags skyld. Der kom dog en kategori ud af singlelivet, men den nåede ikke at få mange indlæg.

En februardag, mødtes jeg på en bænk med en fremmed mand. Twitter var min ven, og vores skæbner mødtes.
Kort tid efter var jeg med ham til hans søsters bryllup i Luxembourg. Tiden gik, og vi flyttede sammen.

Vi havde en alvorssnak i Frederiksberg Have, hvor jeg fortalte om at jeg gerne ville ha’ børn. Det endte med at vi kastede os ud i det projekt. To år efter vi mødtes, sådan ca.

Spunken blev født. Lejligheden blev for “lille” eller i hvertfald for meget lejlighed og for lidt have. Så vi kiggede på huse, og drømte.

Fast forward havde vi både villa, vovse og to dejlige drenge. Vi blev også gift, og jeg havde alt hvad jeg nogensinde havde drømt om. Jeg blev opslugt af havelivet, som gav mig en helt særlig ro jeg ikke havde haft siden før konservatorietiden. Den ro jeg kunne finde, hvis jeg sad og spillede klaver og sang.

Et halvt års tid efter bryllupet, brast verden sammen. Først blev hunden syg, derefter Kjærsten.

Livet sker, på både godt og ondt. Det vil være løgn at sige det har været en dans på roser de sidste tre år, men jeg har været fuld af beundring over hvordan Kjærsten har håndteret sin sygdom, selv i de sværeste tider.

Når jeg har været allermest pessimistisk, har han haft et positivt syn på fremtiden. Gjort alt hvad han kunne for at passe på mig og drengene. Trods jeg gik ned med stress og ikke magtede arbejdsbyrderne.

Det har betydet alverden.

Mit Skagen
Kjærsten lærte mig Skagen at kende. Det vil altid være et sted der vil minde mig om vores tid sammen, og alle de gode ting i vores liv.



Man er ikke herre over sine følelser

Det er svært at skrive, og svært at se tilbage på hvad der siden skete. For i takt med at fremtiden blev modeleret anderledes, blev mine bekymringer større. Svært at beskrive, men følelsen af håbløshed fyldte mere.

På en måde mistede jeg modet. Modet for at kæmpe for en fremtid og en skæbne som jeg ikke havde “bedt om”.

Alt blev hamsterhjul og overlevelse.

Min arbejdssituation var hård, og uoverskuelig. Jeg påtog mig i stedet hele husholdningen, børnepasning, skoletjanser – så Kjærsten kunne arbejde.
Imens søgte jeg selv løst job, tog kurser og slog en bolledej op til at starte freelance. Med et halvt hjerte, for jeg havde ærlig talt slet ikke overskuddet til at gøre det helt.

Så knoklede Kjærsten løs, mens jeg tog for mange hensyn til ham og ligesågodt kunne gøre alt andet så han kunne koncentrere sig om sit.

Mit valg, ikke hans. Ikke mine beviste valg, men det var sådan det blev.

Jeg kørte træt i hus, familieliv og ægteskab. Følte kun jeg fik energiopladning, hvis jeg tog ud af huset og væk. Ud med veninder, i biografen, til strik eller hvad jeg ellers kunne finde på.

Virkelighedsflugt.

Broedre
Skønne brødre. Hverdagen som de kender den, vil ændre sig. Men jeg tror og håber på at vi kan gøre det rigtig god og trygt for dem.



Lod mig lokke

Det hele kulminerede sidst i januar, hvor jeg lod mig lokke af søde ord på Linkedin (det er åbenbart på SoMe kanaler jeg møder mænd…).

Et par uger efter blev det hele opdaget, og i løbet af et splitsekund stod vi i en skilsmisse.

Mit valg. Ikke Kjærstens.

Jeg havde skubbet ham ud over kanten af det dybe bassin, og anede ikke hvordan jeg skulle redde ham op, eller gøre af mig selv.

Naturligvis er der ikke blevet skrevet meget om alt dette, på de sociale medier.

For Kjærstens skyld, for børnenes skyld.

Børnene kender ikke til situationen endnu, men det kommer de til snart. For her på den anden side er Kjærsten og jeg, nu der hvor vi kan tale sammen igen.

Vi håber – jeg håber – på en fremtid med venskab.

Jeg véd at jeg er overordentlig taknemlig, hvis det lykkes. For det var mig der ikke var tro. Mig der vendte vores ægteskab ryggen og besluttede ikke at tro på et os mere.

Kjærsten aka mine børns far, har tusind stjerner i min bog. For sin vilje til at kæmpe og for sin evne til at stadig ville mig som menneske.

Jeg vil aldrig være utaknemmelig for de 11 år vi har haft sammen.



Karma er en bitch

På falderebet kan man så sige, at ham fra Linkedin. Baristaen.
Han endte med at skubbe MIG ud i det dybeste bassin, så jeg var ved at drukne.

Han valgte mig fra, da jeg var allermest sårbar.

Jeg var næsten sikker på ham og jeg, og en kommende sommer med kæresteri, drinks og kys.


Hovedløst forelsket. Hovedløst naiv.

Dét kan man kalde karma.

You Might Also Like

17 Comments

  • Reply
    Mette
    onsdag 29. april 2020 at 13:13

    Det er barsk læsning, Therese. En varm tanke til jer allesammen og et ønske om, at I kommer ud som hele og glade mennesker på den anden side.

    • Reply
      Therese
      onsdag 29. april 2020 at 18:39

      Tak, Mette.
      Jeg tror på at vi kommer hele ud på den anden side, og i ro med at det er den rigtige beslutning. Så vi begge kan være de bedste forældre for vores skønne drenge.

  • Reply
    maybritt jørgensen
    onsdag 29. april 2020 at 18:03

    Cyber-knus

  • Reply
    maybritt jørgensen
    onsdag 29. april 2020 at 18:22

    Jeg syntes nu du skulle kæmpe lidt for det ægteskab. Det er dig der vil gå. Men tænk også på dine drenge. Hvor egoistisk vil du være i forhold til dem ?

    • Reply
      Therese
      onsdag 29. april 2020 at 18:38

      Åh, Maybritt. Det synes jeg er en rigtig hård kommentar at komme med.

  • Reply
    maybritt jørgensen
    onsdag 29. april 2020 at 18:45

    Træk nu vejret dybt ind. Overvej..hvor mane gange du vasker Oscars underbukser….pisser det dig af ?? Er det altid dig der skifter hånsklæder på badeværelset…pissser det dig af? Er det dig der holder øje med drengenes skole? pisser det dig af? SÅ SIG det dog FOR FANDEN!! Mænd kommer fra en anden planet og har en helt anden opfattelse af virkeligheden. Hvis man er hjemmegående pga arbejdsløshed, så er det jo ikke noget man skal skamme sig over. Kom ind i kampen og bevar dit ægteskab om ikke andet så for drengenes skyld. I er jo ikke uvenner.

    • Reply
      Therese
      onsdag 29. april 2020 at 18:58

      Det er slet ikke så enkelt at det handler om underbukser og håndklæder. Det ved både han og jeg.

    • Reply
      Henriette
      torsdag 30. april 2020 at 10:45

      Man skal ikke bevare et ægteskab ‘for børnenes skyld’ det bliver alle, inklusive børn ulykkelige af.

      Utroskab, afstikkere, flugt er kun er symptom på noget andet der mangler. Noget der ikke passer. Og livet er for kort til at være ulykkelig. Bare fordi man er/kan være gode venner skal man ikke give køb på lykken. Man skal jagte den og man skal mærke efter.

      Jeg hepper på jer alle 4 Therese. I hvilken konstellation der må passe jer. Og heldigvis er I voksne nok til at kunne være en snildt familie uden at blive en splitter familie.

      • Reply
        Therese
        lørdag 2. maj 2020 at 18:13

        Henriette!
        Længe siden – må man sige. Dejligt du kigger ind, og dejligt at læse dine ord.
        Tak!

  • Reply
    Henriette
    torsdag 30. april 2020 at 10:46

    * kunne være en skilt familie, uden at været en splittet familie.

  • Reply
    Line
    torsdag 30. april 2020 at 14:28

    Wow, jeg er ok chokeret over M. J.´s kommentar…

    Maybrit; sådan kan man sgu da ikke tale til et andet menneske!?

    Det er nok det mindst venlige jeg har læst i …. årevis. Og vildt konfronterende og provokerende. Bag en skærm. Hvor det er nemt.
    Jeg syntes det er fair nok gerne at ville ytre sig, men det skal være på en ordentlig måde. Der fejler du.

  • Reply
    Birgitte
    torsdag 30. april 2020 at 21:21

    Det er umuligt for mig helt at sætte mig ind i, hvor svært det må have været for dig at erkende, at du ikke trivedes i dit ægteskab – og hvor svært det også må have været for dig at træde ud af dit forhold i forsøget på at finde lykken. Det er svære valg, og jeg tænker, at du virkelig må have vendt mange tanker og båret mange bekymringer, dårlig samvittighed, tvivl osv.
    Når ham, du håbede på kunne hjælpe dig væk fra, hvor du var og mistrivedes, så selv valgte at svigte dig…. Ja, det må så have føltes ekstra hårdt og svært at være gået i første omgang.
    Jeg håber du får ro til at bearbejde, og at du også finder ro i alt det kaos, der må være – sammen med tvivlen og uroen.
    Udefra virker det jo ofte “let” – man tænker nemt, hvorfor prøver du ikke noget mere? Hvorfor ikke bryde de svære strukturer og skabe nye sammen – fremfor at give op og gå?
    Men selvfølgelig er der mere i det end som så, og det eneste rigtige at gøre, er hvad du mærker er bedst for dig og dine børn.
    Du skal nok komme på den anden side – uanset. Og så håber jeg du lander på en rigtig god måde i alt det her.

    • Reply
      Therese
      lørdag 2. maj 2020 at 18:18

      Tusind tak for dine ord, Birgitte.
      Det har været en turbulent tid, og der går nok et stykke tid endnu før vi alle lander godt.

  • Reply
    Grønlandsposten
    fredag 1. maj 2020 at 22:54

    Mange tanker til jer alle. Jeg hepper også på jer alle fire, som Henriette skriver, i den konstellation, der passer til jer. Uanset hvor I ender, bliver den kommende tid nok turbulent, men I skal nok finde den vej og de løsninger, der passer jer. Også selv om det kan tage sin tid.

    • Reply
      Therese
      lørdag 2. maj 2020 at 18:21

      Tak for din kommentar. Det er så dejligt at I “gamle” stadig følger med herinde i ny og næ <3

  • Reply
    Ditte
    søndag 10. maj 2020 at 23:26

    Therese jeg har været sådan en “tavs lurer” på din blog siden jeg tilfældigt faldt over den dengang du boede i Nordvest med din ekskæreste
    Du beskriver her så fint det her med livet; man lader det jo mange gange bare føre en. For det meste i en retning, der føles rigtig men nogle gange også i retninger, som stopper med at give mening og glæde.
    Jeg har også prøvet et brud med børn (vi fandt sammen igen nogle år efter, men det er en anden historie) og min erfaring er at smerten mest er det med børnene og det at man mister hele hele forestillingen om, hvad livet skulle være (som på tryggeste vis kunne se meget forudsigeligt ud de næste maaaaaange år på godt og på ondt) men i den proces lærte jeg også, at man sagtens kan finde lykken og sig selv igen, når uroen over at alt det forudsigelige er væk, er lettet og man selv er landet efter de første svære skridt. Jeg valgte dengang, at jeg VILLE være glad, og at vi skulle putte så mange positive ting som muligt ind i hverdagen. Vores børn skulle have så meget tryghed som muligt. Min dengang ex og nu igen min mand talte aldrig grimt om hinanden foran børnene og vi fik et godt venskab og samarbejde, som klart hjalp børnene og os selv. Jeg håber inderligt det samme for jer. Held og lykke i jeres videre forløb (og pyt med hende Maybritt ovenfor -hun må have haft behov for lige at lukke noget galde ud. Det har ikke noget med dig at gøre)

    • Reply
      Therese
      mandag 11. maj 2020 at 20:41

      Hej Ditte
      Wow – det er mange år du har fulgt med så.
      Tusind tak for din fine kommentar, dem vil jeg tage med mig kan du tro !
      ❤️

    Leave a Reply