Planlægning betaler sig – noget om en gipsvæg og lidt om at fylde år

Jeg har sat mig ved spisebordet. Efter at have været oppe at slås med en gipsvæg. Var du kommet ind i min gang og overværet scenariet, er jeg sikker på du havde brækket dig af grin.

Jeg har lært – man kan ikke hænge en hattehylde op med almindelige ravplugs, i en gipsvæg.

Det erfarede jeg forleden da hylden begyndte at kravle ud af væggen.
Yderligere har jeg lært, at man ikke kan skifte ravplugs str 8 ud, med nye til gipsvæg i str 10, ved at bore hullet større med et bor str 8….fordi jeg ikke har str 10. Det siger jo sig selv, men jeg havde ikke planlagt projektet.

Nu er gangen draperet i jakker. På skohylden ligger en masse værktøj og dims. Det bliver ikke i dag den hylde kommer op, men om lidt går jeg i gang med at rydde op ?

Nede i kælderen har jeg en ekstra skohylde, så den vil jeg gå ned og hente. Tanken er at den skal stå ude i opgangen, ligesom min nabo har gjort. Snart er det våde sko og støvle der kommer hjem, hver dag, og så er det rart at de ikke skal ind og sjaske på trægulvet i entréen.

Vi fejrer på forskud

Senere i eftermiddag, kommer min mor ind. Vi skal ud at spise i aften, sammen med drengene, for på mandag har jeg fødselsdag. En rund en, enda.
At fylde år på en mandag, er ikke så nemt, så vi fejrer i dag. Mandag holder vi “hverdag” med lidt god morgenmad før skole og så er vi inviteret hjem til Bo mandag aften efter basket/spejder, til middag.

Jeg vil gerne holde en fest på et tidspunkt, men det bliver senere på året eller til næste år. Så må det til gengæld også være på tide at holde en ordentlig fest.

Inden min mor kommer, skal jeg give lejligheden en overhaling. Drengene får lov til at rydde op på deres værelse, og så får jeg støvsuget og ordnet resten. Måske giver jeg den fuld skrald og napper en vasketid her klokken 13 – men lad os nu se.

Den store er gået i Brugsen. Først en tur hen med tomme flasker, og så i Brugsen med indkøbsliste. Han kan godt lide at gøre det, og i dag er lektien at han skal regne beløbene fra flasker, mælk, æg og mel sammen og se om der er penge til overs til en bakke blåbær.

Må du få en skøn lørdag.

4 comments
  1. Det er ULOVLIGT, at opbevare/henstille objekter i en fælles trappeopgang bortset fra dørmåtter, så fremfor at kopiere naboen skulle du snarere opfordre vedkommende til at ophøre med den praksis, fordi du, dine, andre osv. kan blive udsat for alvorlig fare, hvis der opstår brand i opgangen, hvor branden enten direkte bliver antændt i de henstillede objekter eller bare næres af dem.. Hvis du ikke ved/forstår, hvorfor det er ulovligt – (u)lovliggørelse er adfærdsregulerende) – så opsøg selv viden om det.
    Sandsynligheden for, at der bliver brand i opgangen, er lille, så du vil sikkert ryste på hovedet af min opfordring til at bede naboen om – og insistere på – at ophøre med sin praksis og at du selvfølgelig ikke selv får samme praksis.
    Selvfølgelig bliver der ikke brand i din opgang og slet ikke en brand, hvor effekter i opgangen har betydning for dens udbredelse eller …
    Selvfølgelig er der ikke beboere i din opgang, der ikke tåler røg, ikke er mobile eller ikke nemt bare springer ud af vinduet, hvis branden breder sig, så risikoen for dødsfald eller varige helbredsskader er ikke eksisterende eller …….
    Selvfølgelig er der en forsikring, der dækker, hvis ulovligt henstillede objekter i en opgang har forårsaget eller næret en brand eller …..
    Hvis du fornemmer en anelse ironi i ovenstående er du ikke på vildspor. Selvfølgelig burde jeg skrive i et sprog, der ikke er værdigladet, men det er godt nok uden for min kompetence, da jeg er provokeret af så lidt omtanke fra din side overfor dine naboer, dine egne og dig selv
    Mvh.

    1. Hej Kristine
      Tak for at råbe din bekymring i mit kommentarfelt i en skøn tone, sådan en sen lørdag aften.
      Jeg troede faktisk at det var op til hver enkelt boligforening at udstikke regler, også mht. ting i opgangen. Jeg vil bestemt undersøge det nærmere.
      De mange år jeg har boet i lejligheder, har jeg altid set især børnefamilier benytte sig af den løsning.

    2. Kære Kristine
      Det er muligt, at det ikke er lovligt at opbevare ting i en opgang, men det burde være ULOVLIGT (som du selv skriver), ikke at have respekt for andre mennesker, samt at tale grimt – ISÆR på nettet. Jeg kan opfordre dig til at undersøge giraf- og ulvesprog. Det er sproglig udvikling som de fleste BØRN lærer allerede som helt små. Ganske enkelt: Tal pænt – også hvis du er uenig.
      Det er pænt af dig at give oplysninger videre om lovgivning, men at råbe det ud, kommer ikke nogen til gode. Mange bryder en lovgivning, som de ikke altid er bevidste om.
      Hvis du provokeres af, at andre kan være uvidende om små detaljer, vurdere jeg, at du må leve et utroligt trist liv. Gå ud og smil til verden.

      Siri-Therese, det er dejligt at læse med hos dig. Det er skønt at vide, at man ikke er ene om dagens – nogen gange mærkelige – udfordringer. Du er stærk og sej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om
default_featured_image.jpg

Næsten klar

I morgen kl 10, kommer flyttefolkene. Skal lige pakke nogle småting, fragte Katten til den nye adresse og…
Læs mere