Jeg har puttet Spunken til aften. Kjærsten er nede at hente min mor, så hvad der normalt er hans tjans, blev i aften min. Det var rigtig hyggeligt, og jeg sang godnatsange for en lille træt fyr, der lagde sig på ryggen og lyttede indtil øjnene lukkede. Lille skat.
Da jeg skulle ned fra 1. sal til stuen, holdt jeg let fast i begge gelendre, og pludselig gled min venstre fod.
Hvad der så skete, føltes som lang tid, jeg klamrede mig fast, telefonen røg ud af mine hænder og ned på gulvet – langt nede – og jeg fik underdrejet min fod og strakt min læg… Jeg faldt ikke ned. Gudskelov. Men det var alt for tæt på.
Rystet kom jeg ned, satte mig i sofaen og begyndte at hulke.
Tænk hvis…. Helt alene hjemme, med sovende Spunk.
Pyha.
Heldigvis var bedsteveninden på SMS, og min puls er nu normal igen. Jeg har skænket mig et glas rødvin og venter på at familien kommer hjem.
5 comments
Øv Therese, det er ikke rart. Godt at der ikke skete noget alvorligt og at bedsteveninden ikke var længere væk end en SMS.
God bedring til den lille skønne Spunk for øvrigt.
Pyh, sikke en forskrækkelse at få! Det er i sådanne situationer det gør helt ondt at tænke ‘.. hvad nu hvis..’. Godt det ikke gik værre!
Det var dog en forfærdelig oplevelse, Therese! Hvor var det godt, det ikke gik værre. Tænk hvis … Nej, jeg vil slet ikke tænke tanken til ende.
Pyha siger jeg også.
Jeg håber, Spunken har det meget bedre efter en god nats søvn 🙂
Det er næsten synd, vi ikke bruger hans rigtige navn, som er smukt. Men ‘Spunk’ er jo også bare så sødt 🙂
Åh nej. Hader den slags oplevelser.
Kram
Ihh, godt der ikke skete noget. Når jeg går ned af trappen med baby i armene, så kan jeg også få det helt skidt hvis jeg kommer til at tænke “tænk nu hvis jeg snublede…”
Åh, det er ikke rart med sådan noget!