En dag man ikke sådan lige glemmer

Sådan en lørdag, efter morgenmad, hvor en glad familie pakker sig sammen og kører til IKEA.
Vi skulle jo købe Spunkens nye seng, så han var spændt og glad.
Da vi ankom parkeringspladsen, begyndte han at hoste, og efter en lille køretur hvor han måske har siddet og været lidt spændt på det med ny seng, så kastede han op ud over sig selv…

“Naaaarj, min nyyye jaaaaaakkkøøøøøøø” – råbte han. Han havde det fint, men var super ked af at ha’ kastet op over jakken. Det er en jakke der kan skifte farve når den bli’r våd, så den er et kæmpe hit, og åbenbart en beklædingsdel han er temmelig øm over for.
Jeg havde intet skiftetøj, men kunne ikke bære at vi skulle tage hjem igen, når vi nu først var der.
Undertegnede gik derfor i BabySam og købte en undertrøje og en sweatshirt til overpris, men resultatet var en glad dreng.

Så kom vi i gang. Spunken godkendte sengen, så vi manglede bare at finde lidt lagner og andre småting.
“Kom, du skal med denne vej”, råbte Kjærsten, og Spunken løb fremad. Pludselig var han væk. Som i rigtig væk.
Vi ledte, og ledte. Gik frem og tilbage i hele børnemøbelafdelingen, legeområdet, hele restauranten og alle steder vi havde været.
Min frygt var at Spunken havde taget en elevator ned, for så kunne han være alle steder.

Jeg begyndte IMG_0232at få tunnelsyn og svedige håndflader. Kjærsten gik rundt med barnevognen, og heldigvis en sovende Gajol.
…Ind fra højre kom Spunken daskende, med hænderne i lommen. Lidt flov i blikket, over at se mig med store runde øjne, og et “hvor har du vææææææret?!”.

Spunken havde været en tur rundt at se på reoler og tv-bænke…. nok ikke med vilje. Men derefter fik vi en snak om at han altid skal kunne se os, og hvis vi en dag er blevet væk for ham, så skal han blive stående hvor han er. Når så han bli’r lidt ældre, kan vi sige at han skal hive fat i en person i gult/blåt tøj 😉

PYHA – vi glemmer ikke sådan lige den lørdag.

Resten af dagen, blev i øvrigt en del bedre. Genboen har anskaffet en trampolin, så Spunk og ællinger hoppede frydefuldt på den i en times tid, mens Fru Forstad og jeg ævlede.

 

3 comments
  1. Da jeg var på Spunkens alder forsvandt jeg med vilje i Salling – mere end en gang – jeg synes det var så spændende, når de sagde i højttaleren “Mette på fire år leder efter sin mor – henvendelse i damekonfektion”

    Jeg er ikke sikker på, at min mor synes det var så spændende – og jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvor bange man bliver lige der 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om