Sikke en overraskelse

polter

Lørdag skulle jeg med familien til Knuthenborg. Alt var pakket og klart, drengene var smurt ind i solcreme og jeg skulle finde de sidste småting til køreturen frem, da Kjærsten sagde han havde en god og en dårlig nyhed. Jeg ville gerne ha’ den dårlige først, så han fortalte mig at jeg ikke skulle med til Knuthenborg – og så vidste jeg jo godt hvad klokken var slået 😉

Jeg så bilen med familien køre afsted, og gik derefter ind i stuen. Lavede mig en kop kaffe og kunne ellers vente. Jeg havde fået et sødt brev om at jeg skulle slappe af og vente på at det ringede på døren.
Min søde veninde Lea kom, og havde en balje med lækker skønhedspleje med. Derudover en frøsnapper og en stor latte med fra Lagkagehuset.
Jeg fik et skønt håndbad, massage og håndnus mens vi snakkede om gamle dage. Jeg har kendt hende siden vi var 10 år gamle, så der var nok at ta’ fat på 😉

Efter et par timer, ringede det på døren. Der stod fire veninder mere, og de guidede mig over til genboen. Der havde de alle gået og gjort lækker brunch klar. Det var så skønt at blive forkælet, snakken (og champagnen) flød mens vi hyggede os. De havde pakket en gave ind hver, som jeg skulle gætte afsenderen på. Gamle historier blev fortalt, om dengang Katja og jeg begge købte sæbebobler og kondomer i Føtex, Lea og jeg stjal grønne Cecil og Star pilsner fra hendes far da vi var 15 år, Mette og jeg cyklede rundt i Skagen og begge var vilde med is med masser af guf osv. Det var sjovt at fortælle om hvor jeg kendte de forskellige fra, dele historier og sådan.

Efter brunch kørte vi mod en ukendt destination. Jeg så skilte til schäferhundeklub, golf og skydebaner. Fingrene blev krydset til det sidste – og jeg fik ret. Vi skulle skyde lerduer, noget som jeg aldrig har prøvet før, men gerne har villet prøve. I det hele taget har jeg altid haft lyst til at prøve sådan noget skydning – og haft en idé om at det var noget jeg kunne. Måske har jeg bare set for mange FBI-serier….
Dennis var vores instruktør, i en karrygul jakke, høreværn og gul kasket. Han fortalte om sikkerhed, hvordan man skulle holde geværet osv. Jeg var den første – for vi skulle heldigvis alle skyde.
Den første lerdue kom i luften, og jeg missede. Derefter gik det strygende, og jeg ramte 2/3 af duerne – et naturtalent, sagde Dennis. “Din kommende mand skal da vist passe på og opføre sig ordentligt, med dine skydeevner” sagde han. Ha ha.

Det var en virkelig fed aktivitet, og vi holdt alle humøret højt. Da vi var færdige var jeg den endelige vinder, og fik en medalje. Hi hi. Der blev taget billeder af 1, 2 og 3. plads på sejrsskamlen og så satte vi os ellers ind i bilerne igen og kørte mod en ny destination.

Turen gik til Vesterbro, hvor pigerne havde pyntet “Bænken”. Der havde de lavet en quiz om Kjærsten, sørget for snacks, hængt balloner og blomster op. Så hyggeligt og rørende at bænken også var med på dagens program.

Endelig kørte vi hjem til Rikke, som havde sørget for forfriskninger og aftensmad. Der blev vi resten af dagen/aftenen hvor vi nød rigtig dejlig sushi og mere champagne.
Katja havde lavet en quiz mere, denne gang skulle de andre veninder svare på “Hvad ville Therese gøre”. Det var sjovt, og jeg kunne se at mine veninder alle kender mig rigtig godt.

Vi tog ikke på stripklub, der kom ikke en brandmand og smed tøjet og jeg blev ikke sanseløst beruset – det passede mig helt fint. Det blev en polterabend lige som jeg havde håbet, og jeg var frisk nok til at være mor til to aktive drenge dagen efter. Det var også dejligt.

TAK til mine søde søde veninder for en dejlig dag <3

5 comments
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om

Mød Helge

Da jeg i går gik forbi børnetøjsforretningen “Nasse Nöff”, så jeg ham hænge i vinduet. Jeg tog på…
Læs mere