Knap så pastelfarvet weekend - CopenhagenDaily
2 In familien

Knap så pastelfarvet weekend

Måske kender du det….Billeder med pastelfarvet skær, eller de stærkt overbelyste, nærmest hvide billeder med smukke familier, rene hjem og børn der er nypressede fra top til tå. Man kan næsten dufte de friskbagte speltboller, og smage kaffen i den royale kop på spisebordet. De fylder størstedelen af mit feed på “Instagram”, og de sidste par dage har jeg scrollet hurtigt igennem dem.

Sådan har vores weekend nemlig i k k e været. Lige bortset fra de friskbagte boller, som det dog lykkedes mig at bage i morges.

I går fik jeg det skidt allerede fra morgenstunden. Jeg måtte gå op og lægge mig efter morgenmaden, og Gemalen tog begge unger med i svømmehallen. Dagens helt ! De havde det skønt, og da de kom hjem tog jeg mig sammen til at komme ned. Jeg var ikke mange sure sild værd, og heldigvis var Spunken med på at ligge i sofaen og slappe af/lege med Lego, mens Gajolen sov middagslur.
Da vi nåede til aftensmaden, foreslog jeg at vi kørte ned til Max efter burger og drengene kunne lege. Jeg fortrød dog op til flere gange, og sad med koldsved og overvejede at bide i min burger. Den blev dog pakket sammen igen, og taget med hjem.
Vel hjemme, gik jeg i seng og Gemalen klarede igen drengene – fik jeg sagt han var dagens helt?

I morges havde jeg det en del bedre, men var ikke helt frisk i kroppen. Det skulle jeg dog se at blive, for jeg havde en aftale med Ulla nede i “Det nye Fællesskab”. Min lille webshop, skulle for en dag være “Pop-Up” dernede, sammen med folkene bag mærket “Mallow” der lavede fede klistermærker til børn og barnlige sjæle, og en sød dame der lavede armbånd. Fællesskabet er derudover en kaffebar, så der var skøn kaffe hele dagen og god stemning.
Anledningen var “Sweet Sunday”, en dag hvor flere af Vanløse hovedgades butikker var gået sammen om at holde åbent og have gode tilbud eller særlige arrangementer.
Vi havde det hyggeligt, men jeg fik ikke solgt en eneste ting. Det var lidt svært at holde fanen højt, og den bitre kælling i mig begyndte at tænke at jeg burde ha’ kaldt det “Lagersalg” og derved ha’ lokket flere til – med helt de samme priser. Men er det virkelig rigtigt at man kun kan lokke folk til hvis de får ting til “gode priser” ?

sovespunk

Nå, men Gemalen hentede mig og vi kørte hen til Spunkens gode børnehaveven, hvor Spunken havde leget siden kl. 11. Han havde haft en skøn dag, og ville egentlig ikke med hjem. Det lykkedes dog tilsidst og vi tog hjemad. Så gik resten af dagen med leg og hygge i haven (med Gajolen, for storebror sov på sofaen).

Efter en meget idyllisk video, faldt Gajolen ned i rosenbedet og måtte få plukket en torn ud fra hovedbunden og plaster på armen. Stakkels lillen, men han var ok.
Gemalen forbarmede sig (selv om undertegnede havde sendt ham til Herlev for at købe et spisebord på tilbud i Jysk), og købte en burger med hjem til mig, nu hvor jeg ikke spiste den i går. Drengene fik nuggets og vi vandt ikke weekendens pris for varieret mad til børnene, fuld af grønt og groft.

I morgen starter vi forfra, med ny uge og nye ambitioner. Uanset hvor meget jeg prøver, bli’r jeg aldrig en af de pastelfarvede Instagrammere, men jeg vil dog forsøge at få noget broccoli i ungerne og banke sofapuderne i facon igen.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Abildjyden
    mandag 12. september 2016 at 07:42

    Øv dit helbred ikke er i topform. God bedring til dig.
    Husk PYT er et fantastisk ord. Bare det var mig der havde fået burgere både lørdag og søndag (det kunne jo have været rester 🙂 )

  • Reply
    Tina - omme i London
    onsdag 14. september 2016 at 23:26

    LOL, er det nogen troest, saa er du 100% pastelfarvet i forhold til mig, men der skal heller ikke meget til. God bedring til dig.

  • Leave a Reply