En mandag eftermiddag med god energi

Mandag.

Drengene er hentet.

Det er som regel mig der henter, i hverdagene. Det passer bedst ind i alles kalender. Torsdag splitter vi os dog op, så jeg kun henter Gajolen. Det er nemlig gymnastikdag, så der må vi være to til at hente, medmindre begge børn skal med til gymnastik. Dvs. vente i omklædningsrummet, og det tror jeg ærlig talt ingen gider at gøre en hel time med den lille.

I dag hentede jeg først henne i børnehaven. Jeg var doven, og havde taget bilen. Det skal jeg lade være med, men nu er jeg endelig blevet så glad for at køre, så det går jo som en leg – og der er ingen sure børn hvis ben er gået i stykker hele vejen hjem.

Han havde haft en skøn dag, og yndlingspædagogen er eeeendelig kommet tilbage efter 8 ugers forældreorlov. Der var glædeligt gensyn, og jeg tog mig selv i bagefter at tænke det måske ikke er helt protokol at omfavne en pædagog og sige “hvor er det DEJLIGT at se dig igen”…. well well. Lidt pinlig mor, må man vel godt være.

Nå, men Gajolen blev hentet og vi kørte op til skolens parkeringsplads. Lidt leg på vej ned til fritten, mens jeg nød de sidste stråler af eftermiddagssolen. Det er blevet dejligt lyst nu, så energiniveauet er ikke så lavt længere. Det nyder jeg i fulde drag.

Et hjertevarmt fritidshjem

Inde på fritten, sagde den ene voksne at hun havde foreslået Spunken at gå i køkkenet for at spise lidt mad. Der fandt jeg ham ganske rigtigt, i deres caféafdeling. Der duftede dejligt at gryderet, og Spunken sad sammen med tre kække drenge fra 2. klasse. De havde en fest og “øvede” sig i farvestrålende ord (….som kun må bruges dernede og på værelset, tak..). Den søde dame i køkkenet, spurgte om Gajolen ville smage. Det ville han gerne, så en stor portion blev hældt op til ham.

Det er så skønt et fritidshjem. Det er det største af de tre der hører til skolen, men selv om der er over 300 børn, føles der aldrig fyldt.

Nu er vi kommet hjem. Drengene er mætte, så der kommer ingen snacks på bordet. Normalt får de noget frugt, lidt knækbrød eller hvad der lige er. I dag blev det til en lille drikkeyoghurt, og ellers lidt spilletid på iPad og Playstation.

Nem aftensmad

I aften står den på pitabrød. Jeg har købt nogle færdige kødboller, med feta og oliven. De ser lækre ud, og vil blive akkompagneret af salat, gulerødder, grove pitabrød og en yoghurtdressing af en slags. Mon ikke det falder i god jord.

Derefter forudser jeg at begge drenge falder i søvn på kort tid, og at jeg senest klokken 20 sidder med benene oppe i sofaen.

Overskudsberetning fra hverdagslivet. Det er da ikke så tosset, her efter ferien er slut.

 

– tak fordi du læser med

 

Kig endelig forbi Instagram. Der bliver dagligt lagt nye Stories op. Du kan også holde øje med nye indlæg på Facebook eller Bloglovin’ . Videoer bliver lagt op ind på min YouTube-kanal.

Du må også meget gerne tilmelde dig mit nyhedsbrev. Fra det nye år, sender jeg en gang om ugen et nyhedsbrev ud med ugen der gik på bloggen, links til ældre indlæg eller særlige nyheder kun til modtagere af nyhedsbrevet. Du tilmelder dig herude i sidebaren ——–>

1 comments
  1. Så skøn en mandag, dagen efter en dejlig vinterferie. Troede ellers det var i uge 8 hos jer, eller er det kun i Nordjylland?
    Jeg kan se forskellen mht. at hente og bringe. Min yngstedatter har jo skiftende arbejdstider, da hun er socialpædagog, hun kan arbejde årets 365 dage, dog kun fordelt på kl. 7.00 til kl. 23.00, da de har faste nattevagter. Derfor variere tiderne for aflevering og hente tider, hver søndag plotter hun ind på intra til børnehaven, og sms besked til dagplejen om hvordan der hentet og bringes. I dag var svigersønnen taget på arbejde kl. 3.30 og hun skulle møde kl. 7.00, Så Otto blev afleveret kl. 6.15, og Frida kl. 6.30. Svigersønnen har fri kl. 15.45, og yngste kl. 18.00, derfor hjælper jeg i dag. Det skal så lige siges yngste havde en 15.00 – 23,00 vagt i går. Så logistik skal der til, tænker meget på når fritidsinteresserne kommer. Godt jeg bor i byen.
    Kom så lige i tanke om yngste arbejder jo hver 3. weekend + 5 ekstra weekender her i 2018. Svigersønnen er instruktør på et fitness center torsdag aften og lørdag formiddag. Samtidig med svigersønnen kører vinterkørsel (dvs. salter, rydder sne etc.). Derfor er deres netværk en vigtig del i logistikken. Min yngste klager ikke, for hun har en studie veninde der har en langt værre logistik, hendes børn er både åben og lukke barn alle 5 dage i ugen. Første barn om morgenen, og det barn der lukker om aftenen, og ja, de står og venter på pædagogen møder om morgen, og står på trappen sammen med pædagogen og låser om aftenen.
    Ja det er fantastisk med mere lys udenfor – Jeg nyder det virkelig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om