0 In mig/ musik

“Vi sletternes sønner”

Da jeg var omkring 13-14 år gammel, var jeg “kanin” på det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Her underviste en studerende mig i sang, faktisk var det min før-omtalte violinlærer, der kendte en dame hvis datter var studerende på konservatoriet.

Mit repetoire indenfor klassisk musik og den danske sangskat, blev kraftigt udvidet. Jeg sang salmer, folkeviser og meget andet. Hun hjalp mig også med en sang jeg ville synge til optagelsesprøve i et kirkekor. Valget faldt på “Vi sletternes sønner“, som er helt fortryllende dejlig. Hvis du spørger mig.

Den skaffede mig plads i et kirkekor, hvor jeg sang i mange år. Med mig fra koret, har jeg stadig to skønne venskaber som jeg ikke ville være foruden. Venskaber jeg ikke havde fået, havde det ikke været for en skøn sang og min manglende interesse for violinspil. Nå ja, og en ren og klar stemme, egnet til kirkekor naturligvis.

Hvad der former én som menneske

Det er sjovt, som livet går og undervejs samler man venner for livet op. Eller varige interesser, steder eller andet man holder i hjertet.

Når jeg ser på især Spunken, som nu er 8 år, kan jeg godt tænke længe over at noget af det han oplever N U er ting han måske bærer videre resten af livet.

Hans hobbyer nu er spejder, kor, at løbe på løbehjul. Han elsker mad, og lytter til en masse musik som han øver sig i at mikse på sin “DJ App”

Måske vil han og nabodrengen mødes om 30 år, og snakke om livet som familiefædre…eller hvad der nu må fylde for dem når de når samme alder som deres forældre har nu. Måske bliver de ved med at ha’ tæt kontakt altid. Eller også ebber det ud, ligesom mange af de venskaber jeg har haft gennem mit liv.

Det er ikke altid til at sige hvad der varer ved og hvad der ikke gør. Nogle af de veninder jeg havde i 20’erne, var jeg sikker på jeg altid ville ha. Men det er faktisk meget få af dem jeg har mere. Til gengæld er et par af mine tætteste veninder, nogen jeg mødte da jeg var 10 år gammel.

Jeg var sikker på at al det musik jeg hørte i 90’erne, omkring min konfirmationsalder, ville være det musik jeg altid ville kunne li’ bedst. Men det er musikken jeg lærte at kende i de tidlige 20’ere der hænger ved. Eller det musik min mor spillede da jeg var barn.

Jeg er en god blanding af “Stevie Wonder”, “Prince”, “Jonatha Brooke” og “The Doors”, “Beatles” og “Led Zeppelin”.

Fra trælse oplevelser til stærk rygrad

Oplevelser der var trælse, er blevet til kvaliteter der har gjort mig stærkere.

Spontanitet har givet mig manden jeg i dag er gift med. Fordi jeg stod i en situation der havde været træls, var jeg blevet single og følte ikke jeg havde noget at miste. Så selv om jeg altid før var tryg ved kontrol, kastede jeg mig ud i en spontan handling og en invitation til fredagsøl en kedelig februardag.

Jeg ser dog ikke mig selv som en særlig spontan person. Jeg er tryggest i det sikre. Derfor er det enormt utrygt for mig at springe ud som selvstændig. Men man kommer ikke sovende til alt det sjove og spændende i livet vel? Man skal udfordre sig selv.

Det blev en længere omgang, så for at vende tilbage til den smukke sang.
“Vi sletternes sønner” lød i mine hovedtelefoner, og ud kom der en strøm af klik på tastaturet.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply