Lørdag i Vanløse

I dag er det en uge siden jeg fik første stik med vaccinen. Mega utjekket, modtog jeg den med tømmermænd….. flot…. under de tømmermænd, lå Gajolens virus på lur, så en god håndfuld dage var jeg feberramt og tæt på uarbejdsdygtig. Nu er der kun lidt hoste og snot tilbage, og så håber jeg at vi har haft hvad vi skal have af snue her i lejligheden.

Jeg ser frem til at have coronapas om en uge. Næsetests kommer jeg næppe til at savne. Det bliver skønt at vi kan smutte på udflugt, uden at være sikker på at have et gyldigt pas inden. Spontane ture til museer, svømmehal eller caféer.

Min mor er sat på “mon vi kommer til Norge”-opgaven. Jeg har opgivet at følge med, og med hvad der ellers sker i hverdagen, gik jeg kold i ferieplanlægningen. Nu må vi se om vi rejser den 4-5 juli, eller om vi ikke gør. Jeg har en god plan B, hvis Norge ikke lykkes i år, så uanset skal vi nok få en skøn sommerferie.

Virkelig varm weekend

Der er 28 grader her på altanen nu. I skyggen altså. Vi tager det heeelt med ro, og har absolut ingen planer. Det frister at smutte til stranden, men det tænker jeg at det meste af hovedstaden også tænker. Hvis vi tager en strandtur, bliver det først i aften.
Der er ubegrænset adgang til koldt vand og Sun Lolly, mens begge drenge ellers holder sig i langsomt tempo, kun iført underbukser.

De plager om at vi smutter hen til cykelhandleren og pumper luft i deres cykler. Så vil de cykle en tur – det bliver kun rundt i villakvarteret her. Min cykel blev nemlig stjålet for et par måneder siden, så jeg er uden hjul. For fanden altså. Næste gang jeg skal have en cykel, bliver det en med motor – det kræver bare en opsparing. Til da, powerwalker jeg mens drengene lufter deres jernheste.

Hjælp til røde lår

Et lille protip, hvis man som jeg har lår der sveder og gnubber mod hinanden. En roll-on-deo på indersiden af lårene. Så er alt godt – og man slipper for små shorts, leggings eller hvad fan’ man ellers kan finde på, for at undgå røde inderlår.

Jeg er SÅ tilfreds med at have en lejlighed med altan disse dage. Lige om lidt bliver det for varmt at sidde herude, men i aften sidder jeg her igen. Så er drengene puttet, og jeg kan drikke en sommerdrink med rosenlemonade og et skvæt gin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om