Tænk engang, hvor heldig man er, når det ringer på døren (ok, først på telefonen, fordi hun som alle andre, var faret lidt vild her i mumidalen), og udenfor står Catarina – live. Hun var helt som jeg troede hun ville være, efter at ha’ læst med på hendes blog i sådan ca. hundrede år, og vi ævlede som fik vi penge for det.
Spunken skulle liiige se hende an, men så fik hun altså også lov til både at dikke-dikke, give ham mad og hygge.
Hende ka’ vi li’, og mon ikke vi kommer til at ses igen i det nye år? Jeg håber det.
2 comments
Det var rigtigt skønt I lige havde tid til at jeg kunne komme forbi. Og for filan hvor er Spunken en dejlig unge – ham har I lavet godt. Tak for jeres tid og ja, vi ses helt bestemt i det nye år. Et pitstop her på jeres vej til det jyske er jo helt oplagt. I er altid velkommen. 🙂
Du ka tro, vi gerne vil komme forbi, Catarina 🙂