8 In familien/ featured

På besøg hos Fru Plum

IMG_8756IMG_6003 IMG_5978

Mens vi venter på lillebror, hygger vi os med indendørs sysler eller finder på sjove ture. I går var ingen undtagelse, og jeg havde sådan lyst til at klappe en kattekilling og spise et stykke kage – og så er det eneste rigtige sted at ta’ hen, Fuglebjerggaard.

Det ta’r 40 minutter at køre derop, og Spunken speed-snakkede hele vejen, indtil de sidste 10 minutter, hvor snak blev erstattet af brændesavning. Den er næsten sikker hver gang, men heldigvis var han helt frisk på at vågne da han åbnede øjnene og så at vi holdt under to store æbletræer og et maleri af høstfarver.

Første stop var svinestien, hvor lækre skinker trynede rundt i mudder. En masse regn, havde gjort det til et slaraffenland for dem, og det var ret imponerende at se hvor langt de kunne grave ned i mudderet med de stærke tryner. Det var et populært stop for de andre børnefamilier, så ingen gris fik for lidt opmærksomhed.

IMG_5957 IMG_5962

Jeg elsker at man kan gå rundt som det passer en, på hele området. Hvis man havde lyst, var der selvpluk af æbler – Camilla har en trilliard forskellige sorter, så der er noget for enhver smag. Vi har dog så mange æbler stadig, at jeg ikke ville plukke med hjem, men nu fortryder jeg da en lille smule at jeg ikke fandt noget småt, hvidt, syrligt og sprødt at sætte tænderne i. Den slags små æbler, der dufter og eksploderer inde i munden af syre. Måske er det kun en højgravid der sætter så stor pris på dem 😉

Vi gik en runde i den skønne have, og det var dejligt at se at ikke kun min have er lidt mat i betrækket. En efterårshave har nu også sin charme, og når der oveni hatten er en masse blomstrende Dahlia, bli’r det ikke smukkere. Mine Dahlia døde sidste vinter, selv om de var gravet op, så i år har jeg ikke haft en eneste. Jeg kan godt se at jeg er nødt til at eje nogle af dem fra Plum, til næste år. Især den lilla og den lidt spøjse orangeferskenfarvede.IMG_5972

IMG_5967

Spunken fandt et legehus, og så var det ellers umuligt at få ham med videre. Han hyggede sig, børstede gulvet for halm, solgte iiiiiiiiiiis og havde en fest. Jeg fik styret min kattekillinglyst, da der var fire-fem skønne små der løb rundt på gården. Åh, lyden af spindende kat – den er bare dejlig. Dog tror jeg ikke at hverken Max eller Kjærsten er med på flere nye familiemedlemmer foreløbigt.

En tur i gårdbutikken, skulle jeg også. Jeg tog en slapper, og købte faktisk kun tre poser staudefrø, en julegave til oldemor i Norge og en pakke hindbærbladste. Hvis jeg ikke har fået veer inden næste uge er omme, så begynder jeg at drikke rigelige mængder af den. Det skulle være ve-fremmende.
Jeg lurede ogsårundt i planteskolen, men igen holdt jeg mig i skindet – fint, for så er der lidt mere luft til at købe Dahliaknolde til foråret…hæ hæ.

IMG_5983IMG_5986Spunken havde en fest på træstubberne, men var ikke svær at lokke da jeg sagde vi skulle ha’ kage. Vi skyndte os ind i caféen, og sikke en duft der ramte os. Jeg kunne straks dufte at der stod Chai på menuen. Ikke sådan en sød, vammel, pulverchai som selv de dyreste caféer i København, prakker én på, men en ægte chai kogt på ægte krydderier. Jo tak, sådan en til mig og så to glas friskpressede æblesaft til drengene.
Vi var heldige at få det sidste æblekage, og så med en god, fed flødeskum til.
Caféen var hyggeligt pyntet, og på alle borde stod levende lys og store skåle med duftende kvæder. Jeg kender ingen duft så dejlig som kvædeduften, og hvis jeg kunne, ville jeg altid ha’ en kvæde i lommen som jeg kunne gå og sniffe til – men mon ikke nogen ville finde det en smule skørt.

IMG_5996

Alting har en ende, og efter et par gode timer, skulle vi hjemad. Det var Spunken SLET ikke tilfreds med, og han skreg som en stukket gris. Selv ikke en tur på pissoir, kunne interessere ham (det kan det ellers ofte) så de første ti minutter i bilen gik med at høre på “øøøøøv, mere bondegåååååååård”. Det betyder jo blot at det var en succes, og at vi skal derop igen. Måske allerede til jul, hvis Gajolen er med på den idé.

You Might Also Like

8 Comments

  • Reply
    Liselotte
    søndag 19. oktober 2014 at 10:47

    Sikke en skøn tur, I har haft der. Jeg savner sådan et sted her i Nordjylland og indenfor rimelig køre-afstand. Jeg har ikke fundet det endnu 🙁

    • Reply
      Therese
      søndag 19. oktober 2014 at 18:47

      Det er da træls der ikke er sådan et sted i nærheden. I må ta’ en tur til Helsinge, næste gang I er på Sjælland. Der er hyggeligst deroppe når der ikke er store arrangementer, for så er der alt for mange mennesker. Men sådan en almindelig lørdag, det er til at holde ud 🙂

  • Reply
    Mette
    søndag 19. oktober 2014 at 12:25

    Jeg er ikke fan af fru Plum, men det lyder som om I har haft en skøn dag 🙂

    • Reply
      Therese
      søndag 19. oktober 2014 at 18:49

      Hun er en person man nok enten elsker eller hader 🙂
      Det var en rigtig skøn dag, især for Spunken, som i dag har temmelig meget inde-kuller, fordi det har stået ned i stænger hele dagen.

  • Reply
    Judith
    søndag 19. oktober 2014 at 13:23

    Hvor ser det hyggeligt ud, flotte fotos af Corneliussen 🙂

    • Reply
      Therese
      søndag 19. oktober 2014 at 18:50

      Han er en linselus 😉

  • Reply
    Dorthe
    søndag 19. oktober 2014 at 17:51

    Det lyder som et skønt sted. Det ser ud til I har haft en dejlig dag. Det sted kunne jeg godt tænke mig at besøge en dag.

    • Reply
      Therese
      søndag 19. oktober 2014 at 18:51

      Der er simpelthen så skønt, og smukt. Ja, du må ta’ derop en dag 🙂

    Leave a Reply