Om et langt liv og tid til tanker

Jeg kørte en tur til havet i går. Tankerne havde brug for at få frit løb, og jeg havde enda håbet på at det blæste lidt så jeg kunne blive rusket lidt igennem. Når noget tynger, er det den bedste medicin at køre ud til bølgerne. For første gang i mange år, spottede jeg med det samme en hulsten. Jeg har aldrig øje for at finde den slags, men i går lå den lige foran mine fødder – jeg tog den i lommen og nu vil den minde mig om noget ganske særligt når jeg fremover kigger på den som den ligger i vindueskarmen.

97 år

I går morges, talte jeg med min far, der kunne fortælle at min farfar døde natten til i går. Han blev 97 år gammel – en flot alder, et flot liv. Alligevel blev jeg ked af det, og tænkte på at vi til sommer kommer til at mangle ham.
Han var en mand der tog fat, og det er ikke mere end fire år siden at han besluttede sig for at snedkerere lidt på legehuset, samt at liiiige nappe leen og slå det græs der stod steder hvor man ikke kunne nå det med maskinen.

Mange vintre har jeg set langrend og slalom i tv, sammen med ham. Han gik ikke ud for en dør i vinterperioden – som jeg husker det – medmindre han skulle skovle sne. For der var konstant skisport at se i tv, og det fulgte han med i med liv og sjæl. Faktisk var det spøjst, at kort efter jeg havde talt med min far i går, begyndte det at sne. Her i Vanløse.

Jeg husker at jeg for nogle år siden ringede til min farmor. Farfar tog telefonen – og han var forbløffet over HVOR tydeligt jeg gik igennem. For han var tæt på døv, og talte helst ikke i telefon. Men vi fik fem minutters snak, om stort og småt. Jeg kan høre hans stemme for mig. Gode minder.

Gode minder jeg nu tager med. Jeg husker godt efter, når jeg fremover snakker med drengene om deres oldefar og hvad han var for en person. De nåede heldigvis begge at se ham nogle gange, og jeg har mange skønne billeder af dem sammen. Jeg har vist ikke nogle af mig sammen med ham, men jeg vil gå alle mine billeder fra Norge igenne, og de gammeldags fotoalbummer. Måske der er nogle, det ville i hvertfald været dejligt.


Længe har jeg tænkt at jeg vil lave en slags “Coffeetable book” fuld af billeder fra Norge. Nu tror jeg faktisk jeg vil se at få gjort noget ved det, så drengene kan bladre i den, og vi kan tale om det land jeg er født og hvor meget af deres familie bor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om