Groggy onsdag

Jeg vågnede før det blev lyst, sådan ved halv seks tiden. Til gengæld faldt jeg i søvn klokken halv to – så fire timers søvn er hvad jeg kan prale af. Nu “kaffer jeg mig op”, mens drengene spiser deres morgenmad foran fjernsynet. De er friske og glade – og det bliver jeg også når kop kaffe nummer to er drukket. Man kan næsten ikke andet med den sol der lige nu skinner og lyser mit køkken op, så spindelvæv og nasset gulv blivet afsløret.

Det er sjældent jeg går i bad om morgenen. Jeg er en aftenbader. I morges gjorde det dog godt, med vand i fjæset og langsom opvågning. Der var en sjat tilbage i min tube med “fugtmaske”, så den blev fordelt under øjnene og på kinderne. Måske det hjælper lidt på det hævede, trætte fjæs.

I dag skal jeg arbejde nordpå, ganske som jeg plejer om onsdagen. Kommer jeg afsted nede fra skolen i god tid, passer det med at jeg kan smutte en tur i Bernstorffsparken før jeg møder. Der må være fint lige nu, og fuld af pippende småfugle.

Inden da skal drengene dog lige i skole, vi har bilen nogle dage, så vi er i god tid. Så kører vi først hjemmefra kvart i otte, og når det stadig i fin stil. Nu hvor det begynder at blive varmere, kunne det være fedt at cykle om morgenen. Gajolen har ikke en cykel han kan passe, så det står vist først på forsommerindkøbene, at ekvipere ham med ny jernhest.

Blomkålssuppe og højtlæsning

Min plan for eftermiddagen er ret simpel. Der er handlet til mange dage i mit køleskab, så jeg slipper for det. Drengene skal med i køkkenet, og så skal et blomkål pelses og laves til suppe. Spunken ønsker sig croutoner i suppen, og med en pose fuld af tørre boller, tænker jeg at han får ønsket opfyldt.

Når vi har spist suppe, skal vi læse i en VILDT SJOV bog. Mere om den, senere på ugen. Den er fuld af bandeord, og drengene elsker den (det gør jeg i øvrigt også).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om