9 In mig

Den utrolige krop – og noget om stress

Kan man drive rovdrift på sin krop, uden rigtigt at vide det. Åbenbart, ja.

Jeg har i et halvt års tid, gået hos en privatlæge. Årsagen var at egen læge ikke kunne finde ud af anden diagnose end “for meget stress og lidt d-vitaminmangel”. Fair nok, så sendte hun mig videre til en “endokrinolog”, som tog nogle prøver og ikke havde anden diagnose end “for meget stress og tab dig 20 kg”.

Skeen i egen hånd

Så købte jeg en hjemmemåling af stofskiftet (fordi man i hovedstadsområdet kun tester nogle få markører), og der viste resultatet en inflammation i skjoldbruskkirtlen og lige på grænsen til lavt stofskifte.

Så langt så godt, jeg havde nogle tal i hånden. Så bestilte jeg tid hos en privatlæge, som testede på kryds og tværs. Grundigt spurgte hvordan jeg havde det, og noterede alt. Han bed især mærke i at jeg er lysfølsom, støjfølsom, meget tør hud, svært ved at koncentrere mig, er træt og her på det seneste har fået nye allergier og en astma oveni hatten.

Især den med koncentrationen, er til besvær for mig. Jeg kan ikke sætte mig og lave det samme i 1 time. Mine øjne flakker, jeg åbner for mange sider på computeren for at aflaste hjernen og læse lidt forskelligt, forsøger at læse men øjnene flakker op og ned og jeg læser den samme sætning flere gange. Ting jeg forsøger at lære, sætter sig ikke godt nok fast. Jeg har nu i en måned forsøgt at lære noget, og heldigvis er jeg stædig nok til at forsøge igen og igen, men det hænger ikke ved.

Jeg har altid elsket at sove. Som teenager kunne jeg sove 3-4 timer efter skole, og stadig kunne sove om natten. I mine tyvere sov jeg også meget, og enormt gerne en middagslur. Det kan jeg stadig, men for tiden kan jeg sove 8 timer om natten og 2 timers middagslur, uden at være udhvilet.

For lang tids stress

Er du stresset? Spurgte lægen…. Tjo, svarede jeg.
Jeg har været presset, i længere tid. Måske de sidste 2-3 år. Men synes egentlig jeg mentalt har kunnet navigere i det hele, trods alle udfordringer der har været og er:
Jeg forsøger at starte en virksomhed op, mens jeg får en meget begrænset månedlig ydelse ind på en meget klemt bankkonto. Kjærsten er kronisk syg. Jeg henter, bringer, handler, og står for stort set alt husligt. Er enebarn. Gajolen er sprogligt udfordret og jeg går til talepædagog med ham en gang om ugen. Vores hus og haven kræver vedligehold og nursing, og jeg er typen der bekymrer mig hurtigt, over stort set alt.
MEN jeg har ikke i mit hovede tænkt at det var en option at smide håndklædet i ringen. For sådan er vores liv, sådan er vores “kort” blandet, og så må jeg få det bedste ud af det.

Svar på prøverne

I går fik jeg svar på de seneste blodprøver. Lægen var glad, eller dvs. glad for at der endelig var noget der var unormalt. For han har haft svært ved at forstå at alle markører er kommet fine tilbage. For eksempel var han ret imponeret over at mine vitaminer lå så flot, da jeg ikke spiser vitaminpiller.

Jeg mangler to vigtige hormoner. Eller dvs. de ligger så lavt, at det er tegn på at mine binyrer har droppet at producere nok. Han forklarede det lidt som at min krop har været under massivt pres i en årrække, og nu siger fra. Men i stedet af gå mentalt ned, som de fleste gør, er det fysisk jeg er blevet ramt først.

Det er godt det er blevet fanget nu, for presser man binyrerne i for lang tid kan man blive virkelig syg, sagde han.

Gør plads til åndehuller

Nu har jeg fået hormoner med hjem i “Dr. House” glas, og så skal jeg i følge lægen lade være med at være så stresset. Sgu da lettere sagt end gjort, for det er ikke som sådan en bestemt situation der presser. Det er nok “bare” summen af alt.

Nu er det op til mig at vende skuden. Hormonerne burde dog gøre en stor forskel, og allerede om en uge eller to, kan jeg i følge lægen, få mere luft mentalt. Det glæder jeg mig til.

En egen udfordring vil være at give mig selv nogle flere åndehuller med aktiviteter der lader mig op og stresser mig ned. Alenetid, nok søvn, en tur i haven, lange gåture, en god koncert med en veninde, alenetid med Kjærsten over en god middag.

Wish me luck.

You Might Also Like

9 Comments

  • Reply
    Liselotte
    torsdag 10. oktober 2019 at 15:01

    Du ER og har været i en svær og krævende livssituation, så det er godt, at der er øje for det nu og I handler. Jeg ønsker dig alt det bedste – og held med at få givet dig selv lidt egenomsorg.

    • Reply
      Therese
      fredag 11. oktober 2019 at 17:07

      Tusind tak sødeste du. Du ved om nogen hvordan livskriser føles på krop og sjæl ❤

  • Reply
    Karin
    fredag 11. oktober 2019 at 07:35

    Liselotte har så meget ret.
    Egenomsorg er så vigtig, uanset hvor vi hver især er lige i øjeblikket.
    Pas godt på dig selv, og ja, husk du selv er med hele vejen, ikke kun fysisk.
    ❤lige kram

    • Reply
      Therese
      fredag 11. oktober 2019 at 17:15

      Tak Karin ❤

  • Reply
    Lise - Bloggers By Heart
    fredag 11. oktober 2019 at 09:23

    Hej Siri, sikke et ansvar!
    Jeg har personligt givet op på “det perfekte liv”. Mest fordi det gjorde mig stresset og udkørt.
    Følelsen af, aldrig at kunne se lyset for enden af tunnelen
    Jeg ønsker dig alt held og lykke. Mht. Virksomhed, så giv mig et praj. Måske kan jeg hjælpe dig ❤

    Kærlig hilsen Lise
    Bloggers By Heart

    • Reply
      Therese
      fredag 11. oktober 2019 at 17:17

      Tusind tak Lise.
      Nej jeg tænker man ikke kommer langt med at stræbe efter det perfekte liv. Selv om det lyder dejligt. Lad os få en sludder næste fælles arbejdsdag ❤

  • Reply
    conny
    fredag 11. oktober 2019 at 10:43

    Hvor er det et godt og hudløst indlæg. En ting er, at det kan være godt at tænke “sådan er vores liv, sådan er vores “kort” blandet”, men så er der lige det med, om krop og sjæl alligevel holder til det. Nu håber jeg, at behandlingen virker (gerne hurtigt), og at du formår at finde de nødvendige åndehuller.

    • Reply
      Therese
      fredag 11. oktober 2019 at 17:25

      Tak Conny. Der kan nemlig være svært fra tanke til hvad der rent faktisk virker, for kroppen kan sjældent bare vende på en tallerken når man lige har brug for det. Men nu er jeg opmærksom, og jeg håber behandlingen virker ❤

  • Reply
    Line
    søndag 13. oktober 2019 at 12:08

    Dit fine og ærlige indlæg rammer mig lige i maven – jeg har det ligesådan, jeg har bare ikke erkendt det. Jeg må læse din tekst igen og igen til jeg forstår, at jeg skal trække vejret lidt og at det er ok at lytte til sig selv lidt.

  • Leave a Reply