Uge 39 - stort og småt. Mest småt og hverdag. Men godt.
0 In jeg er

Uge 39

Hverdag = travlt. Fandme svært at få skrevet herinde. Det ærgrer mig, for jeg holder utroligt meget af idéen om at skrive ofte på bloggen. Det må være som det er, og måske ændrer det sig med tiden, efterhånden som sind og sjæl falder i hak i det nye liv.

Det kniber ikke helt så meget med at være aktiv på Instagram, så du er velkommen til at følge med derovre.

Uge 39 med stort og småt

I grove træk, er dagene gået med arbejde, jobsamtale og eftermiddage med drengene. Vi formår at holde en god energi, trods omskifteligt vejr og lidt pressede kalendre. Heldigvis deles vi om bilen, drengenes far og jeg, så jeg har haft mulighed for at bruge den ugens første mange dage.

Bare i denne uge har der været spejder, afslutninger, legeaftaler og alskens løjer, samtidig med at Gajolen har været hjemsendt pga. Covid. Helt almindelig hverdag for alle børnefamilier, og tungen lige i munden som aleneforældre.

Coronaudfordret

Torsdag i sidste uge, blev Gajolen ringet hjem. En af de voksne var testet positivt. Vi var heldige at få en test allerede samme dag – og mens vi stod i køen, kom beskeden om at han tidligst skulle testes lørdag…. Nå, men så var vi i sving og fik varmet ham op…eller noget. Torsdagens test var negativ.

Lørdag blev han så testet igen, og så kom der svar søndag (også negativ). Søndag aften kom en besked om at to klassekammerater var testet positiv, så nu skulle alle unger stadig blive hjemme og testes mandag.
Svaret kom onsdag formiddag (negativ), og han var klar til skole torsdag. Så gik ugen med at underholde ham. Det er heldigvis ret nemt, og da jeg skulle på job, kunne hans far se efter ham 🙂

Jeg tænker dette bliver proceduren for efteråret og vinteren. Hjemsendelser, utallige tests og puslespil for at få hverdagen til at gå op. Jeg får testet min tålmodighed.

Alene voksen

Min mor sidder lige nu i en bil, oppe i nærheden af Trondheim. Hun skal op til min mormor, der bor 1300 km herfra. Der går en måneds tid før hun kommer hjem igen, og pludselig fik jeg følelsen af at være “alene voksen”. For hun har altid været blot en time fra mig, hvis du det her hverdag brænder på. Men det skal nok gå. Jeg blev overrasket over følelsen.

Det er over et år siden jeg sidst var deroppe. Jeg savner min familie, og jeg håber jeg får mulighed for at tage nogle feriedage til næste år og tage drengene med derop. I nogle år skiftedes vi til at besøge hinanden, min fars familie og jeg. Men de sidste fire år har der desværre ikke været besøg fra nord.
I år har det nok sagt sig selv, med tanke på situationen i hele verden, men jeg håber vi kan vende tilbage til at besøge hinanden og holde fysisk kontakt også. Jeg glæder mig i hvertfald til at se mine to skønne nevøer igen.



You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply