Fredagslisten - jeg lytter, jeg ser, jeg anbefaler lidt af hvert
0 In lister

Fredagslisten #17

Fyraften, fredag – weekend og rolige dage i vente.
Jeg sidder i et sukker-high, efter en håndfuld “Pågen Vanillas” og en alt for stor kop kakao med både flødeskum og skumfiduser. Nu har jeg både tunnelsyn og koldsved – min krop reagerer prompte på for meget sukker, og jeg er en idiot ikke at høre godt nok efter.

Fredagslisten

Jeg ser et eller andet hver aften, når drengene er puttet. De sover allerede ved 20 tiden, så jeg har et par timer for mig selv hver aften, inden jeg selv smutter i seng. De sidste par dage har jeg set “Emily in Paris”, som er en ny serie på Netflix. Tag den for hvad den er – voldsomt karikeret, men også hyggelig på den måde hvor det ikke kræver det store af hjernen.

The Crown er jeg endnu ikke færdig med. Der kommer en ny sæson i næste uge, så jeg har tænkt mig at få set sæson 3 til ende før da. Det kræver dog mere koncentration, så et enkelt afsnit i ny og næ, er nok.

Jeg lytter til Mekdes. SHIIIIIT hun er sej. Det var helt tilfældigt jeg opdagede hende, da en sød veninde ville lokke mig med i Tivoli for at se hende. Jeg kunne ikke den aften, og det kan jeg da vist kun fortryde nu. Tjek denne video, og stream så ellers hendes musik hele weekenden – du vil ikke fortryde det.

Det er lidt med forskel hvor jeg handler, men som oftest er det i Super Brugsen. Jeg er nabo til en af slagsen, så det er tosset ikke at bruge den. Når jeg en sjældent gang kommer forbi Irma, kan jeg dog ikke lade være med at smutte ind og se om de har en af mine absolut yndlingsdrikke. Mango Lassi fra Thise. Hvis du ikke har smagt den endnu, synes jeg du skal finde den

Det gjorde mig stolt, da Spunkens klasselærer sagde hans læsning havde taget et kvantespring. Fra at han ikke har været særlig interesseret, scorer han pludselig højeste score i læsetest og hygger sig med sin frilæsningsbog i skolen. Nu skal han læse noget sværere, og efter efterårsferien har jeg planer om “læsestund” af og til…. muahahahahahaaaa….lad os se hvordan det bliver taget imod.

I dag startede jeg dagen med en lang gåtur i Bernstorffsparken. Jeg er taknemmelig for mit skønne job i Gentofte, og elsker at jeg kan kombinere det med mental opladning i de dejlige omgivelser der er deroppe. Et stykke med hav, en stund i en skov eller som i dag tre raske kilometer i parken.

Jeg er deroppe tre gange om ugen, og kører altid derfra i et skønt humør. Sådan skal det være at arbejde, ikke sandt!?

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply