Familiekøretur – hver aften

Nå, min kørelærer sagde i tirsdags følgende; “det var vel sidste time”. Efter kun fire timer, tænkte jeg at det da ikke kunne være rigtigt, men han synes jo at jeg kører godt og kan det der skal kunnes. Resten er rutine.

Derfor satte jeg mig i onsdag ind i bilen, efter at ha’ lokket Max ind i bagagerummet. Bilen blev startet, og jeg kørte 100 meter…og så fortrød jeg. Hjertet sad oppe i halsen, tårerne pressede sig på og jeg kørte kun en kort tur rundt i kvarteret og slet ikke ud til Engen som planlagt.
For f*nden da også !!!

I forgårs, kørte jeg igen en tur, men med mand og barn i bilen. Det gik helt fint, og jeg var slet ikke nervøs. Det vil vi gentage HVER eneste aften, og når vi rejser til Skagen skal jeg også køre noget mere. Jeg skal lære vores bil at kende, og blive tryg ved at køre i den – også alene.

Det vil ta’ tid, men jeg er godt på vej.

Spunken? Han synes det er fedt at køre tur – for så får han også lige lov til selv at sidde og lege lidt, bagefter.