De sene ord #2

Det er sent.

Jeg burde helt klart sove, men havde svært ved at tage mig sammen. Til sidst blev tænderne børstet, jeg hoppede under dynen og tog min laptop med. På bogreolen har jeg tændt stearinlys, og i højtaleren spiller rolig og blød musik.

Så blev her pludseligt så tilpas hyggeligt, at jeg egentlig ikke vil overgive mig endnu. Jeg har før skrevet “sene ord“, så hvorfor ikke gentage succesen.

Drengene var længere oppe end normalt, så hele aftenen blev skubbet lidt. Vi var sendt hjemme fra spejder, og alle tre var temmelig kolde og våde. De fik lov til at glo børnevenlig “Starwars” i sofaen, mens jeg sørgede for varm mad til kolde knogler.

Nu sover de som to sten.

Ting jeg tænker på:

  • Hvorfor kalder kvindelige iværksættere altid deres virksomheder for deres “business”.
  • Hvornår kan vi mon igen drikke en iskold fadøl igen?
  • Når nu børn spiser mindre end vi voksne, hvorfor lugter deres prutter så meget fælere?
  • Kan det mon lykkes at genskabe den trafik her på bloggen, som jeg havde en gang? Eller er folk permanent rykket over på Instagram?
  • Har jeg vist jer videoen med Pharrells hudplejerutine? Manden er 47 og har hud som en 12 årig…. SE den.

At øve sig

Forleden sad jeg og spillede på mit klaver. Det er ikke ofte det sker, men jeg nød det. Jeg har mange noder liggende rundt omkring, og jeg gad egentlig godt genopfriske noget af alt det jeg kunne en gang.

Det er ikke det eneste jeg gerne ville bruge mere tid på. Jeg øver mig i at skrive. Når der lige er 10-15 minutter til overs, øver jeg i at skrive ud af hovedet. Uden at det behøver at handle om noget, men bare for at få ordene ud. Det er klart nemmest for mig på dansk, så jeg er begyndt at øve mig i det samme på engelsk. Så går det langsommere, men det er sjovt og udfordrende. Måske kan det en dag bruges til en sang, måske ikke. Uanset er det fed hjernegymnastik.

Da jeg i sidste weekend var ude at gå en dejlig tur med Ditte, talte vi om at vi faktisk begge godt gad at tage et skrivekursus. Måske helst et der var blandet med lidt luksus på et badehotel, med servering – og gode lærere naturligvis 😉 Men jeg vil gerne prioritere skriveriet kan jeg mærke. Det gør mig glad.

Godnatmusik

Blød musik, skrev jeg tidligere. Disse dage hører jeg en hel del R&B.

Arlo Parks og H.E.R har været på repeat, og jeg vil på det varmeste anbefale de to videoer jeg deler her, hvis du også vil have en fyldigere koncertoplevelse, her i nedlukningsland.

Jeg lytter både på “Apple Music” og ser koncerter om aftenen på YouTube. Det er fedt at se musikerne spille, og hver gang jeg sidder og lever mig helt ind i deres univers, længes jeg efter livekoncerter. Det kommer igen, og til da kan vi støtte op ved at streame musik hos de udbydere der betaler mest, og betale online koncertbilletter når din yndlingsartist streamer livekoncerter.

Godnat – hvis du har læst med så langt og heller ikke er gået i seng endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om