April – har indtil nu lært mig

…. shit. Der er fuld knald på. April er 27 dage inde, og jeg har allerede levet tre måneder på fire uger. Sådan føles det i hvertfald.

Huset er sat til salg. Jeg har trawlet mæglere, haft møder, talt byggesagkyndigjargon med håndværkertyper og knoklet røven ud af nederdelen.

Nu er huset fremvisningsklart, og der har allerede været mange visninger. Det er med is i maven, at jeg læner mig tilbage og lader mæglerne styre slagets gang. De opdaterer mig på alt hvad der sker, og jeg er tryg. Derfor kan det godt være opslidende, og der går vist ikke meget mere end en halv time uden at jeg tænker på det. Jeg kører derhen og vander planter, støver af og holder matriklen fin til at der når som helst kan fremvises.
Der har været 11 fremvisninger til nu – jeg har en god mavefornemmelse.

Skønne mennesker har min ryg

April har også lært mig at jeg er heldig. Mit netværk er stærkt – og stort. Mange skønne veninder trådte til, da jeg havde brug for hjælp til klargøring af huset. Shit hvor de knoklede, i både hus og have. Jeg er dem evigt taknemmelig, og i det hele taget er jeg taknemmelig for at have så dejlige mennesker i mit liv.

Min sociale boble er fyldt med dejlige veninder, klar til gåture, snak eller et glas vin i ny og næ. Selv om landet åbner op, i roligt tempo, har det været 12 skøre måneder socialt. Jeg er vist ikke den eneste der er træt af at ses til gåture og i hinandens sture, så at vi nu kan mødes på caféer og restauranter igen, er virkelig skønt.

Jeg har også kysset på den samme person i et par måneder, og har bestemt tænkt mig at fortsætte med det. Det er vist den perfekte årstid for den slags. I det hele taget så har al den sol og blå himmel, været en perfekt vitaminpille – selv om temperaturen har været til den kølige side.

Næsetippen mod sommer

Vi skal til Norge til sommer. Drengene, min mor og jeg. Altså hvis coronasituationen tillader det. Lige nu ser det lidt sort ud. Min mor er vaccineret, men jeg bliver vist først indkald til første stik i start Juli.
Jeg krydser fingre, og håber på at det hele flasker sig. Det er to år siden jeg har set min familie deroppe, så jeg savner dem hver og en. Men Norge er der også til næste år, og hvis det bliver for bøvlet med karantæne og den slags, må vi vente.

Jeg har trawlet lidt efter et hyggeligt sommerhus, som jeg kan leje en uges tid i sommeren. Jeg vil gerne nordpå. Tisvilde, Liseleje eller måske mod Rørvig. Hvornår ved jeg ikke helt endnu, men i start august kunne være skønt.

Måske du kender til et sted jeg skal tjekke nærmere ud?

Regner du med at skulle udenlands til sommer?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om