Det var skønt at poste et blogindlæg i går, og jeg blev så glad for positive tilkendegivelser på de sociale medier, og her, over at jeg havde skrevet herinde igen. Lidt blogger er jeg stadig.
Det er svært at være motiveret nok til at holde gang i bloggen. Den dér balance mellem hvad jeg skal skrive, hvor privat jeg tør være, hvor lidt børnene behøver at fylde – for de fylder jo naturligvis en stor del i mit liv, men ikke så meget som da de var helt små (og måske var lidt mere nuttede at skrive om).
Kroner og øre
Betalte indlæg var en fin motivator til at blogge. I en periode var hver 4-5 indlæg betalt. Så føltes det ”ok” at bruge så meget tid på det, for det tager tid at skrive – i hvertfald når man er mig. Jeg gjorde mig til gengæld umage med at vælge samarbejder der gav mening, så jeg kunne skrive personlige indlæg om produkterne.
Nu er der langt mellem snapsene. Det er stadig attraktivt for samarbejdspartnere at få links her på bloggen, men jeg sætter ikke bare random måltidskasselinks, fedtfrysninger eller massageapparater ind. Instagram holder jeg reklamefri, nu hvor jeg ikke længere bruger så meget tid derinde. Men jeg gad sgu godt få penge for at skrive – der har jeg vist valgt en forkert uddannelse.
De manglende læsere
Det motiverer heller ikke at se inde på læsertallene. Der var en gang hvor her var et trecifret – tæt på firecifret – antal læsere om dagen. Det er sgu mange år siden. Nu er trafikken rykket ud på andre platforme, og det der med at skrive om alt muligt blandet (reklame eller konkurrencefrit), er der ikke meget af mere.
Der skal være en rød tråd, noget der giver læseren noget. Det blev jeg presset af. Timer med fotoredigering, filtre, rigtige vinkler… sådan er mit liv ikke. Higen efter flere følgere, så man kunne ”være noget” i branchen. Blive inviteret til børnetøjsmesser, kollagenarrangementer og møbeludstillinger. Mit selvværd blev påvirket, og en dag stoppede jeg min jagt, og “unfollowede” en helt bunke influencere og bureauer. Det føltes godt og rigtigt for mig.
Men hvad skal jeg så? Jeg har flere emner jeg gerne vil skrive om, og til nu har jeg holdt det i egne små noter. Men det kan sgu godt være jeg skal til at poste noget mere herinde – for jeg elsker jo at kunne gå 14 år tilbage og se hvordan mit liv så ud dengang, og om 10 år kan det være jeg gerne vil læse hvad 40 årige Therese gik rundt og lavede.
De næste 10 indlæg kunne for eksempel handle om
- Jeg hader at være fyldt 40.
- Hvordan skal jeg indrette den store altan i den nye lejlighed.
- Livet med en præ-teen.
- Jeg har lært hvad perimenopause er, og jeg er i den.
- Faste er pissefedt, og jeg er god til det.
- Noget om aldersforskel i parforhold.
- Hvor dårlig jeg er til at tjene penge – selv om jeg laver en masse spændende og sjove ting. Tanker om økonomi generelt.
- Familien i Norge – det jeg savner, det jeg ønsker og det jeg har opgivet.
- Finde ro i min krop, sker det nogensinde.
- De sidste 5 steder jeg har spist i København.
Så altså, der er jo nok at gå i gang med.
Det er ikke første gang jeg skriver om bloggen og dens udvikling. For tre år siden havde jeg også lidt tanker om det, og det er nok heller ikke sidste gang jeg mimrer over hvad der er sket igennem årene og hvad jeg egentlig skal bruge dette sted til.
Hvad savner du herinde?
Hvor længe har du egentlig læst med hos mig?
5 comments
Koselig atr du oppdaterer bloggen. Har fulgt med deg fra sidelinjen ganske mange år. Liker at det er plass til mange slags tanker og temaer. Du står på leselisten min sammen med et par andre danske og noen svenske. De fleste norske bloggene jeg har fulgt tidligere har stoppet opp, det skjer jo med mange.
Håper du fortsetter med å fortelle om stort og smått.
Mette
Elsker at du i det mindste overvejer at skrive mere herinde og de emner som du allerede har listet er sgu da fede emner at tage op og ikke mindst måske også få en lille debat ud af. Jeg har jo fulgt dig siden jeg selv startede med at blogge og det gjorde jeg jo i 2006. Jeg har selv været sådan lidt langsom og heller ikke fået postet særlig tit, da jeg som du også synes det var lidt demotiverende at skrive, når der ikke længere var så mange som læste med som for bare 5 år siden. Og ja, de fleste er mere til det hurtige opslag på FB, IG TW osv. men jeg er vendt tilbage og læser de blogs jeg har stadig har i min Inoreader og elsker faktisk at dee rer nogen der stadig skriver blogs og ikke alt er hurtige swipes og så videre. Så jeg forsøger selv at holde gang i bloggen, nettop af samme grund som dig, at kunne gå tilbage og læse hvad der skete for år tilbage. Jeg lever så med at der ikke længere er så mande der læser med.
Måske der en dag igen kommer noget langsomhed over os mennesker og vi giver os tid til at læse hvad andre skriver , oplever og dermed igen kommer til at “kende” hinanden 😀
De overvejelser ser jeg rundt på rigtig mange blogs, og ikke kun min egen.
Catarina kommer omkring rigtig mange skønne overvejelser og kogt sammen med dine, tænker jeg du har essensen. Og som Catarina slutter med, hvis vi hver især finder tilbage til “langsomheden” vil der igen komme liv. Langsomhed er så godt til sjæl og hjerne. Mit barnebarn sagde det i går til min datter, da hun først kom ud fra værelset 5 min. før de skulle om til mig til aftensmad. Mor altså min hjerne var stået af. Hun stod i nattøj kl. 16.30
Din skønne liste glæder jeg mig allerede til at du får sat ord og måske billeder på. Være med på tråden, have med mig i tankerne.
God weekend til dig.
De emner, du nævner, ville jeg vældig gerne læse mere om. Men jeg forstår udmærket dine overvejelser om besværlighederne ved at få skrevet – og du har endda ordet i din magt – jeg har alle mulige gode intentioner, men når jeg sætter mig ned for at gøre noget ved min ukendte og meget sporadiske blog, så er ordene pist væk.
Jeg har fulgt dig i rigtig mange år – længe før du fik børn – og jeg har nydt alle dine skriblerier. Du er en lille anelse ældre end mine børn, så det har også været interessant at følge med i “ungelivet” for bedre at forstå mine egne børn.
Kort sagt: Det ville glæde mig, hvis du blev ved at skrive på din blog.
Kan ikke huske hvor længe, men husker krystalklart du havde udsigt ned til bymuseet (fordi jeg cykler forbi hver dag…arg ikke på den creepy måde), virkeligt hyggeligt at følge en fremmed og helt normals virkelighed. Vil gerne høre om aldersforskel og familien langt borte. Og alt det andet også.