Dvaske Dahlia

I går plukkede jeg en stor buket Dahlia. Jeg elsker de mange forskellige varianter jeg har, og at de sarte pasteller og de skrappe pink nuancer, klæder hinanden så godt.
Jeg lagde godt mærke til at det var temmelig koldt da jeg plukkede dem, og temperaturen viste da også 3,8 grader på termometeret.

dahlia

Da jeg så lavede morgenmad i morges, kiggede jeg ud på haven. Alle Dahlia står med hængende blade, og ligner nogle der kunne bruge en kærlig krammer og en kop kaffe…. Det hjælper dog nok ikke meget, så der er ikke andet for end at grave alle knoldene op i morgen. Der har været nattefrost, og det er stadig koldt. Jeg er i butikken i dag, og her på Gammel Kongevej har man butiksdøren åben..brrrrr 😉

Næste år skal jeg også ha’ Dahlia, og måske et par farvevarianter mere, så der kan komme lidt mere spræl på buketterne. Jeg er meget fristet til at købe en af de kæmpestore varianter, som er på størrelse med en frokosttallerken.

Andre ting der er lykkedes godt i haven, er mine roser, de vilde blomster og forårsløgene. Jeg har plantet en masse tulipaner, og har planer om at skrive et helt indlæg med de forskellige sorter jeg nu kan vente med længsel på. I det hele taget er der mange indlæg jeg gerne vil ha’ skrevet, så jeg må lægge mig i selen og få det gjort. Hi hi.

Hele vores græsplæne er dækket af blade, men jeg har lært at når det er askeblade (naboen har et KÆMPE asketræ), så gør det ikke så meget. Bladene bli’r spist af regnorme på no time, og om en måned burde der ikke være skyggen af et blad. Bøgeblade derimod, bruger 4 år på at forsvinde helt, så dem kan man med fordel rive sammen. Smart !
Så er det så sådan at vi har en stor bøgehæk, så jeg slipper stadig ikke for at rive lidt blade sammen. Heldigvis lægger bøgebladene sig mest under og ved siden af hækken.

 

 

4 comments
  1. De er helt vildt flotte de Dahlia’er. I min optik kan man heller ikke få for mange, men de skal op lige nu, for de kan ikke lide frost. Jeg vil prøve nogen i krukke igen næste år.De er lykkedes mig en gang at få flotte blomster, så kan det vel igen. God søndag!

    1. Det er jeg helt sikker på du kan, Deborah. De er så taknemmelige, hvis bare de overlever den første tid fri for dræbersnegle – og dem tænker jeg ikke du har så mange af på din altan 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil synes om