Endnu en lang weekend - hvad har vi fået tiden til at gå med?
3 In aktiviteter med børn

Bede-hvede-dags weekend

Endnu en lang weekend. Jeg er utålmodig kan jeg mærke. Utålmodig efter at få mere fra hånden. Arbejde. Det føles som to måneders spildtid, de sidste måneder. Men sådan har mange det, det ved jeg. Stort set alle har været pressede mens Danmark har været lukket ned.

Det går fremad, det ved jeg. Så må jeg få det bedste ud af det imens, trække vejret og tænke på de gode ting. For eksempel den megen ekstratid med drengene, som har været skøn (det meste af tiden).

En tur til stranden

Fredag kørte vi en tur til Skodsborg. Der er et dejligt stykke strand, som jeg ynder at besøge.
Sjældent er der mange mennesker. Ofte er havet smukt og roligt. Turen dertil er også hyggelig, og jeg nyder at køre hele vejen op langs Strandvejen og se på huse, mennesker, hav og rappe biler.

Vi fik alle fire en is, og derefter legede drengene stuntmænd og hoppede ud fra en kant og ned i sandet.

Til aften stod den på hveder. “Det er jo store hvededag”, sagde den lille. Så sådan blev det, og jeg bagte en omgang bløde kardemommefyldte boller.

Nørrebro

Lørdag smuttede jeg ind til Nørrebro, for at mødes med søde Line. Det er SÅ sjældent vi ses, men jeg nyder hendes selskab. Vi gik på MGK sammen, tilbage i 2000/2001-ish. Hun og jeg sad i det samme lokale, og ventede på at det var vores tur til at gå til optagelsesprøve.

Glæden var stor da vi begge kom ind, og mødte hinanden igen “første skoledag”.

Vi gik en tur, og endte på en bænk. Der vendte vi hinandens liv de sidste 7-8 måneder, og der var nok at tage fat på.
Sådan gik timerne, og efter dejlig snak, stod vi i en shawarma-biks og købte en falafel. Der var ikke nogle oplagte steder at spise den, så vore veje skiltes og jeg hoppede ind i bussen mod Brønshøj, med en falafel i tasken.

Var den god? Den bedste! Jeg skal absolut eksperimentere med falafeldej, fuld af hvidløg og persille, og se om jeg kan genskabe de saftige falafler selv.

Mors dag er læsetid og duften af syrener

I dag vågnede jeg op til søndags fuglefløjt og ro. Der var stille da jeg kom ned, og jeg fik ristet lidt brød til mindsten, der sad i underdrenge og gloede tegnefilm.

Jeg er nået halvvejs i en ret vild bog, jeg har fået anmeldereksemplar af. Den vil jeg skrive om på onsdag – den udkommer torsdag. Hvis du selv læser, vil jeg anbefale dig at hoppe over og tjekke “Readathon” ud. Hver dag udgiver en ny blogger et indlæg, og anbefaler en bog. Der er også nogle giveaways.

Nu sidder jeg ved spisebordet og nyder duften af syrener fra haven. Den mest berusende duft i verden, må være syrenduften.

Spændt på i morgen

Snart vil jeg gå i køkkenet og gøre aftensmaden færdig. Drengene skal i seng i ordentlig tid. I morgen er nemlig en stor dag. Gajolens første dag på frit. Ja, hans første dag, sådan rigtigt, i ægte pasning med andre børn i 2 måneder. Det bli’r så dejligt for ham at se andre børn igen, og blive udfordret socialt.

Han skal gå på frit samme sted som storebror, og han kender alle de voksne. Jeg er spændt og glæder mig så meget. Han selv? Tjo, jeg tror også han er spændt. Kasketten er i hvertfald fundet frem, og han har bestilt indholdet til madpakken.

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply
    Venterpaavinblog
    mandag 11. maj 2020 at 09:13

    Dejlige glimt! Sladder og falafler i solen, er det bedste 🙂

    • Reply
      Therese
      mandag 11. maj 2020 at 20:40

      Det er SÅ dejligt 🙂

  • Reply
    Karin
    fredag 15. maj 2020 at 08:07

    Fantastisk Bededagsferie hos dig. ❤

  • Leave a Reply