Mandagsmood #4
5 In featured/ mandagsmood

Mandagsmood #4

En weekend alene, har været fuld af rare ting, godt med søvn og afslapning.

Ja, det er en ostemad på bloggen…..

Jeg skød altansæsonen i gang, med ostemadder og kold hvidvin. Min søde veninde kom forbi, og så sad vi ellers og lod næserne rødme og fregnerne formere sig. Det er vist tid til at investere i den gode solcreme til ansigtet, snarest.


Altanen er ekviperet med to stole og et lille bord. Rundt om den, har jeg i plantekasser, plantet hornvioler og krydderurter. Til sommer skal der også stå en klatrerose med duftende blomster, og måske noget mere med masser af duft. Så er tanken at duften kan vandre ind i stuen, når altandøren står åben om aftenen.

Jeg mangler ikke meget til altanen, ud over lidt flere blomster. Et par hynder til stolene måske, så på et tidspunkt stikker jeg en tur forbi Ikea og ser hvad de kan diske op med.

Lykkepille

Noget der gør mig særligt glad, er ture til vandet. Det kommer vist efterhånden ikke bag på nogen – og hver gang jeg får mulighed for det, smutter jeg ud til bølgerne. Både lørdag og søndag tog jeg til Skodsborg. Søndag var jeg heldig med vejret, hvor solen skinnede og himlen var blå. Havet var oprørt, så bølgerne slog ind mod mig – lige som jeg elsker.


Kæmpe glad i låget, kørte jeg hjemad efter en hyggelig gåtur langs strandkanten.

Nu er ugen i gang. Den byder ikke på noget ud over det sædvanlige. Jeg har en del arbejde som jeg skal i mål med, og når vi når til weekenden er der legeaftaler og andet børneaktivitet at bruge tiden på. Dagene kommer til at gå hurtigt, og før vi ved af det er det påskeferie.

Reklamepolitik – kort fortalt

Jeg har på det seneste skrevet en håndfuld betalte indlæg. Det vil jeg gerne fortælle lidt om. Jeg skriver gerne indlæg, for bureauer, hvis det giver mening. Jeg betales ikke i produkter eller dims. Min betaling er ægte betaling, hvor jeg via mit firma sender en faktura på det beløb vi aftaler. Altså er det en del af mit job, når jeg skriver betalte indlæg herinde.

Du vil altid kunne se i toppen af indlægget at det er betalt reklame. Du vil til gengæld også, hvis du læser videre, kunne læse at det er mine egne ord. Jeg har frie tøjler, og skriver hvad jeg vil. Så jeg fletter indlægget ind i mit eget univers.

Som det er nu, giver det god mening. Jeg vil meget gerne bruge mere tid på at blogge og på at banke min selvstændige virksomhed op, og så er det en god måde for mig til at både blogge mere, øve mig i mine skriveevner og samtidig få en fair betaling for arbejdet.

Du er altid velkommen til at spørge, hvis der er noget du vil vide om reklameindholdet her på bloggen.

Mandagsmusik

Jeg har lige haft kæmpe optur over to hjemmekoncerter. Den ene med Sting og den anden med en skøn artist – Meshell Ndegeocello. Måske det også er noget for dig 🙂

Uge 12

Må ugen blive god. Måske du vil fortælle lidt om hvad der skal ske hos dig? Er der stadig hjemmeskole på din matrikel, er du begyndt at arbejde ude igen eller er der hjemmekontor og fuld fart på Zoom?

You Might Also Like

5 Comments

  • Reply
    conny
    tirsdag 23. marts 2021 at 13:59

    Du efterspørger input fra os om vores uge. Tre dage på kontoret og to derhjemme. Jeg deles om kontoret med min sekretærkollega, og vi må være der 1 ad gangen. Der er altid mange ekstra småopgaver, når man er på kontoret – bare fordi man er der. Selvom vi sjældent er mere end 10 (ud af 32) ad gange på kontoret, er der stadig mange småopgaver.
    Derhjemme er vi stadig i gang med at komme på plads efter flytningen; for mit vedkommende er jeg nået til mikroopgaverne, så som at finde de rigtige pladser på hylder og i skuffer, efter at alt bare blev anbragt (mere eller mindre), da vi flyttede ind. Der er nogle møbler og lamper, der skal til Røde Kors i slutningen af ugen.
    I aften kommer yngstefamilien (datter, svigersøn og Luis på næsten 2) til mad – de har ikke set huset, efter vi er kommet mere på plads. Torsdag er der en fødselsdagsvandretur plus et onlinemøde i min læseklub – og efter fredag er der påskeferie; hvor vi skal hjælpe yngstefamilien med at gøre klar til renovering af deres nykøbte hus.
    Det var en situationsrapport fra Nordsjælland – God uge til dig.

    • Reply
      Therese
      tirsdag 23. marts 2021 at 16:58

      Wow, det er da vist heller ikke en helt kedelig uge, Conny.

      Hvor er det dejligt at læse om din datter og at I skal hjælpe dem med renovering. Bor de tæt på jer i deres nye hus? Dejligt hvis de gør, så det er tæt på barnebarnet 🙂

      Rigtig god uge – og påske – til jer!

      • Reply
        Conny
        tirsdag 23. marts 2021 at 22:46

        De bor et kvarters kørsel væk, og ældstefamilien godt tyve minutter den anden vej. Så livet er godt

  • Reply
    Jonna
    onsdag 24. marts 2021 at 09:01

    Når man bor i lejlighed er det lykken med en lille altan, nyder også min meget.
    Er sjovt hvor meget grønt og blomster man kan finde plads til der.

    • Reply
      Therese
      onsdag 24. marts 2021 at 17:01

      Ja det er dejligt med en lille altan. Især krydderurter har jeg stor glæde af – det er dejligt at kunne stikke derud og hente lidt til aftensmaden 🙂

    Leave a Reply