Mandagsmood #10

3 delinger
3
0
0

For mange år siden, var jeg til et “Bloggertræf”. Det er måske 13 år siden, hvis ikke mere. Til det træf, mødte jeg Deborah. Siden har jeg fulgt hende online i perioder, og hun har været en af “de gamle” bloggere, som jeg af og til skrev med om dit og dat.
Hun døde af Corona – og det slog mig lidt ud i går. Jeg synes det er så trist, og jeg har ondt i maven over at vide hun døde alene – efter et kort sygdomsforløb, også alene.
I dag fandt jeg ud af at hun allerede er blevet bisat, og jeg er trist over at jeg ikke kendte datoen før så jeg kunne tage derhen. Det var i torsdags.

Så der har vi det, mit mandagsmood. Melankolsk, samtidig med jeg nyder det skønne vejr, har haft en dejlig weekend og har fået blod på “arbejdstanden” igen efter en lidt søvnig periode.

Mandagsbøger

Anti-selvhjælpsguru Sarah Knight, lærer mig for tiden at give færre f*cks. Både i bogform og som podcast. Jeg er fan, og de seneste dage har jeg sorteret lidt i mit mentale rod. Det er humoristisk, givende og frem for alt så virker det. For mig. Måske er det også noget for dig.

Jeg lytter til bøger på vej til arbejde. Lige for tiden er jeg absolut lastmover med Thomas Korsgaards bøger, og jeg er i gang med den første.

Tre gode spisesteder

På det seneste har jeg været en del ude at spise. Mest med Bo, men også en del med veninder. Forleden var jeg på “Gaarden og Gaden” med en flok skønne damer. Der var skøn mad, øl, vin og god stemning. Ret langsom betjening på den afslappede måde, og det gjorde ikke spor. Måske en smule “ungt”, men godt placeret midt på Nørrebrogade så nemt for de fleste at komme til.

Et andet sted på Nørrebro, er “Cicchetti”. Et lille italiensk sted, med små hapseretter, dejlig vin og en følelse af at være på storbyferie. Nørrebrogade igen, men lidt længere oppe med broen.

“Fasangården” var stedet for weekendens ultimative datenight. Temmelig hyggeligt sted, med spraglet tapet på væggene, hyggelige møbler og følelsen af at sidde i en hjertevarm stue. Vi fik de vildeste retter – og trods 10 serveringer, gik vi ikke overmætte derfra. Det passede mig fint, men er man 2 meter høj og bred med skyhøj forbrænding, vil man måske ærgre sig en smule over portionsstørrelserne.
Stedet bliver også brugt til private arrangementer, og jeg kan virkelig forestille mig at man kan have en dejlig konfirmation eller rund fødselsdag på det sted.

Fasangården bruger i øvrigt keramik fra Robynn Storgaaard. Det er så fint det hun laver, men noget nær umuligt at få fingrene i.

3 delinger
2 comments
  1. Det er forbandet trist med Deborah. Jeg fik en besked fra Catarina, men også efter bisættelsen allerede var ovre. Jeg bor også alene og overvejer om ikke jeg skulle lave en aftale med Nanna eller en ven, så vi lige siger godmorgen som et livstegn. Just in case.

  2. Hvor trist – jeg kigger også der forbi ind i mellem, men havde heller ikke opfanget det. Det var vel nok synd.

    Madanmeldelser er altid gode at ha’, og jeg glæder mig altid over nye gode bud, at skrive mig bag øret 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Måske du også vil synes om