1 In norge

Vi tæller ned

9 dage fra nu, starter vi bilen og kører nordpå. Der venter os små to ugers ferie, med fejring af drengenes oldemor og enda også en 8 års fødselsdag. Spunken fylder 8 mens vi er deroppe, så det fejrer vi med hele familien i år.

Jeg forsøger at danne mig et overblik. Det ville være løgn at sige jeg har styr på det, men i mit hovede går det nok alt sammen. Min eneste bekymring er alt jeg skal stå for en stor del af kørslen i år, og selv om jeg efterhånden kører meget bil, gipper det lidt i maven ved tanken om de mange snirklede veje og uforudsigelige vejrforhold der venter. Men mon ikke også dét kommer til at gå helt fint.

Det er tredje gang drengene sidder på bagsædet i 2×8 timer. De klarer det sikkert ligeså godt som de to foregående gange.

Fra ferien 2017. Ro på bagsædet.
Fra ferien 2015 – også ro på bagsædet.

Gaver og madvarer

Vi fejrer jo min mormors fødselsdag deroppe. Endelig er vi blevet sikre på hvad hun skal ha’ i fødselsdagsgave, og vi medbringer det hjemmefra. Derudover holder vi stort arrangement for hende, med familie fra nær og fjern samt kaffe/kage. Jeg har købt fine servietter og vi sørger også for vaser og bordpynt hjemmefra. Så kan blomsterne bestilles deroppe.
Det virker måske lidt omstændigt at gøre så meget på forhånd, men jeg tror vi bliver glade for det når vi først er deroppe.

Oldermors baghave

Namsos? Det lyder græsk.

Namsos er en lille by med kun omkring 13.000 indbyggere. Til gengæld er kommunen 777 kvadratkilometer, så man har plads nok til store armbevægelser. Til sammenligning er Dragør kommune 18 kvadratkilometer og har lidt over 12.000 indbyggere.

Nok lyder “Namsos” græsk, men der er ikke meget grækenland over det. Det skulle måske være sproget, en skøn dialekt der hedder “Trønder”. For folk der ikke forstår det, kan det nok lyde lidt græsk. Især når snakken flyder, over en kop kaffe. Vi taler hurtigt, bredt og i lang tid. Bare spørg Kjærsten 😉

Tre slags kage og fem gange kaffe

En god dag i sommerferien, hos dejlig familie, kan godt kræve sin mave. Nu er jeg “bygget på kaffe”. Stort set. Jeg drikker meget kaffe, og det har jeg nok gjort dagligt siden jeg var 14.

Når vi er på besøg hos familie, kan vi på en hel dag godt få kaffe fire gange. Måske en femte, hvis vi også tager en kop til aften. Som tilbehør er der måske “klenning” og helt sikkert en eller to slags kager mere.

“Ut på tur, aldrig sur”

I år tager jeg nogle gode sko med. Jeg håber sådan på at min lillesøster har lyst til at hive mig med op på en “bakketop” et sted, en eftermiddag eller aften. Bare hende og jeg, smuk natur og ro. Det gider jeg godt – og jeg håber vi får tid til det i år. Vi har elleve eller tolv overnatninger deroppe i år, så der burde være tid til det.

Spunken kunne også godt tænke sig at komme ud i naturen deroppe, men han vil det vist helst fordi han vil se elge. Det sørger morfar for at vi ser. Lillebror derimod vil helst se en bæver..det ved jeg ikke helt om vi kan opfylde.

Uanset glæder vi os. 9 dage fra nu.

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    Karin
    lørdag 15. juni 2019 at 08:09

    Det bliver dejligt for dig at komme “hjem” Og med din klippe ved din side, så klarer du selv de vanskeligste smalle og kringlede veje. Hvis du har brug for en ekstra pause, så er det vigtigt.
    Havde glemt det var nu i skulle afsted, havde lidt i tankerne om Skagen, Sct. Hans og dine dejlige billeder og fortællinger, og pludselig husker jeg godt, du har skrevet om det.
    God fornøjelse med de sidste forberedelser inden turen går nord på.

  • Leave a Reply